Cement er svært at erstatte. I et samarbejde med et GTS-institut tager virksomheden Troldtekt nu de første skridt for at udvikle akustikplader med CO2-reducerede bindere.

Når Troldtekt producerer akustikplader, anvender virksomheden træ og cement, der binder pladen sammen. Troldtekt arbejder ud fra en Cradle to Cradle-strategi og har gennem det seneste årti produceret mere bæredygtigt – bl.a. ved at nedbringe sin CO2-udledning med vindenergi og biobrændsel.

”Cementen er svær at erstatte, fordi den giver vores akustikplader naturlig styrke, en lang levetid på 70-80 år og en tolerance på op til 100 pct. luftfugtighed. Det er også cementen, der sikrer brandsikkerhed uden brug af brandhæmmer eller anden skadelig kemi. Så tricket er at finde et materiale, der er tæt på den klassiske cement, men som kan produceres med en lavere CO2-udledning. Det er dog ingen nem øvelse”, siger Vibeke Pedersen, der er teknisk chef hos Troldtekt.

Alternativer til klassisk cement

I et InnoBooster-projekt og med hjælp fra DBI er jagten på det materiale derfor gået ind. Ambitionen er at undersøge, om det kan lade sig gøre at fremstille en klassisk Troldtekt-akustikplade med et alternativ til portlandcement, som stadig har de velkendte gode egenskaber inden for brand, akustik og holdbarhed.

Bl.a. undersøges, hvilke alternativer til den klassiske cement man kan anvende som binder – og måske fremstille akustikplader med. Der er mange muligheder, og en af dem er området for geopolymerer, der i grove træk handler om at anvende materialer med indhold af silicium og aluminium, som kan reagere med en aktivator og danne bindere med nogle af de samme egenskaber som cement.

”Geopolymerer er mere en teknologi end et produkt, og det er ikke bundet til ét materiale. Man kan anvende brændt ler, som kan brændes ved lavere temperaturer end kridt, men man kan potentielt også anvende fx industriaffald som aske fra biomasse”, siger Simon Sköld, der er Research Consultant og leder projektet hos DBI.

Brandteknisk produktudvikling

I første omgang fremstiller DBI forskellige bindere i lille skala for at undersøge deres egenskaber nærmere. Dernæst kombineres de bedste bindere med træulden for bl.a. at undersøge deres styrke og vægt, hvor hurtigt pladen hærder, og hvordan de to materialer fungerer sammen.

”DBI arbejder på at få materialerne til at fungere i praksis og fremstille prototyper. Derefter er hensigten at foretage brandtests, der sandsynliggør, at prototypen kan leve op til vores krav”, siger Vibeke Pedersen.

Læs hele artiklen i DBI’s magasin Brand & Sikring her

Foto: DBI