Med specialdesignede løsninger fra DBI kan AkzoNobel nu brandteste deres produkter internt i udviklingsfasen, hvilket reducerer omkostninger og tid, samtidig med at virksomheden opnår dybere indsigt i produkternes brandtekniske egenskaber.
AkzoNobel fremstiller maling og overfladebehandling til træ. Med en stigende tendens til træbyggeri og nye brandkrav i vente ønsker virksomheden at være på forkant med udviklingen og opnå større kendskab til brandbarheden af deres produkter.
“Vi var derfor straks meget interesserede, da vi blev bekendte med nogle af DBI’s testværktøjer – nemlig mini-SBI’en og miniovnen, Rooster, som begge kan bruges til nedskalerede brandtests i udviklingsfasen af nye produkter. Ud over de to værktøjer fik vi desuden specialdesignet den såkaldte bending rig på miniovnen, som kan teste, hvad limen på træplader kan holde til”, fortæller Niclas Andersson, der er Senior Application Specialist hos AkzoNobel.
“Værktøjerne gør det muligt at teste produkter i mindre skala og dermed hurtigt og billigt få en god indikation af, hvordan produkterne performer rent brandteknisk. På den måde kan vi både lære vores egne produkter bedre at kende og teste dem i kombination med vores kunders produkter. Det er meget vigtig viden for både os og vores kunder”, siger han og tilføjer:
“Vi har hidtil fået brandtestet hos eksterne brandlaboratorier, men det er selvfølgelig langt hurtigere og mere fleksibelt at have vores eget udstyr. Samtidig opbygger vi kompetencer og bliver konstant klogere på vores produkter, når vi selv kan teste løbende i produktudviklingen. Da vi jo ikke er noget akkrediteret brandlaboratorium, kan vores nye udstyr dog kun bruges til indikationstests og ikke til klassifikationstests”.
Skræddersyet testudstyr
AkzoNobels testudstyr endte med at blive temmelig avanceret og helt unikt. For der var mange ønsker fra virksomhedens side.
“Vi har efterhånden designet og bygget testudstyr til en del virksomheder, som selv ønsker at kunne teste deres produkter i produktudviklingsfasen. Der er selvfølgelig altid tale om skræddersyede løsninger, som passer til kundens specifikke behov. Denne gang var der en del flere ønsker, end vi tidligere har oplevet, men det lykkedes os at finde løsninger på det hele og levere testudstyret med alle de ønskede kravspecifikationer”, fortæller Poul Bjerre Toftild, leder af DBI’s datterselskab, DBI Advanced Technologies ApS, som udvikler testudstyr til byggevareproducenter.
For at komme i mål måtte DBI forene en række forskellige fagligheder, som i fællesskab gjorde det muligt at udvikle det meget avancerede udstyr.
“Vi har haft både brandeksperter, elektrikere, en maskiningeniør og en data scientist på sagen. For ikke alene er udstyret designet med en masse sikkerhedsforanstaltninger, der gør det sikkert for AkzoNobels egne medarbejdere selv at foretage tests, udstyret skulle også tale sammen med et avanceret ventilationssystem og brandovervågning”, siger Robert Firkic, leder af DBI Advanced Fire Testing, og fortsætter:
“Det har derfor også været en særdeles omfattende programmeringsopgave, som har resulteret i et styre- og kontrolsystem, der har en meget høj grad af sikkerhed og hele tiden fortæller, hvad man skal gøre i tilfælde af forskellige scenarier”, siger han.
Efter overlevering og installation af udstyret er DBI’s rolle dog langt fra udtjent. En del af aftalen er nemlig, at DBI fortsat står til rådighed med support og vejledning. For dels er udstyret DBI’s opfindelse og konstruktion, og dels har DBI mange års erfaring med udførelse af brandtests og håndtering af risici i den forbindelse.
Foto: DBI
Seneste aktuelt
11. december 2024
NIS2-anbefaling: Må ikke gøres unødigt komplekst
11. december 2024