Hvad gør man, når man sælger store ventilatorer til bl.a. kontorer – og coronavirus dukker op og skaber usikkerhed om, hvorvidt de er sikre at bruge? I Nordicco A/S opstod en ny idé om en ventilator, der fjerner vira fra luften. Med støtte fra Innovationsfonden og i samarbejde med GTS står virksomheden nu med en markedsklar løsning.

Af Dorthe Sjøbeck Christiansen, informationschef i GTS-foreningen

Nordicco A/S udvikler og producerer klimavenlige HVLS ventilatorer og styringssystemer til store lokaler med højt til loftet. Virksomheden ligger i Fredericia og har en vision om at bidrage til et mere bæredygtigt samfund. Derfor arbejder de løbende på at udvikle deres produkter i en mere grøn retning.

Corona rammer Danmark

Da corona-epidemien ramte Danmark var det – som for mange andre virksomheder – en udfordring for Nordicco A/S. I starten af epidemien var det uklart, om sygdommen smitter gennem luften, og om det var farligt at bruge ventilatorer. Det gjorde kunderne usikre, og derfor opstod en ny idé om udvikling af en ventilator, der dræber vira, bakterier og svampesporer.

”Vi drøftede ideen med Teknologisk Institut, og de satte os i kontakt med UltraAqua, der er eksperter i at fjerne vira og bakterier fra flydende form eller luften med hjælp fra UVC-anlæg. For måske kunne vi koble vores HVLS-ventilatorer med UltraAquas UVC teknologi og på den måde udvikle et nyt desinficerende upper-air systemer.” fortæller Jesper Hermansen, CTO i Nordicco A/S.

Sammen lykkedes det at udvikle et design, der på papiret så ud til at fungere. Ultraaqua gennemførte forskellige simuleringer af HVLS ventilatorer med og uden tilknyttet UVC-anlæg. Beregninger viste, at størstedelen af vira blev fjernet ved at koble de to teknologier sammen.

Fra simulering til fysiske test

Nu var der brug for at få designet testet i ”virkeligheden”. Det foregik ved, at den nye teknologi blev testet ift. dens effekt over for levende vira med hjælp af testvirussen MS2.

”En ting er beregninger igennem simuleringer. Noget andet er, om de fysiske test viser det samme. Når man tester desinfektionsanlæg, så gør man det normalt i små rum. Men det var ikke godt nok, da vores ventilatorer er sat op i enorme lokaler. Derfor kom Teknologisk Institut igen ind i billedet, da de har opbygget testfaciliteter til store test. For at lave en test i et 600 kubikmeter stort rum, skal der bruges meget levende vira – og for Teknologisk Institut var det første gang, de skulle gennemføre så stor en test med levende vira”, fortæller Jesper og fortsætter:

”Men de gik til opgaven med stort gå-på-mod, og vi brugte flere dage på test af vores ventilator både med og uden UVC-anlægget implementeret i vingen. Rent praktisk havde vi en maskine, der sendte virus ud som en form for tåge. Vores tests viste, at virus falder markant med den nye teknologi. Efter ti minutter var der kun 10 pct. vira tilbage og efter 20-30 min. var antallet tæt på nul. Teknologien fjerner altså ikke al smitte, men minimerer smitten kraftigt.”.

For at sikre, at der ikke var nogle fejlkilder, blev testene gennemført flere gange med samme resultat. Ifølge Jesper Hermansen var det banebrydende at få løsningen testet og valideret af eksperter fra et GTS-institut.

”Den dokumentation, vi fik, er guld værd ift. at overbevise vores kunder om kvaliteten af vores virabekæmpende ventilator. Det er ikke bare os selv, der siger, det virker, det er dokumenteret af en tredjepart. Det er et kvalitetsstempel, der åbner døre”.

Ekstern finansiering fra Innovationsfonden speedede processen op

Endnu et vigtigt aspekt i den succes, som virksomheden har oplevet i processen, var muligheden for at få økonomisk støtte fra Innovationsfonden.

”Vi havde ikke meget tid at løbe på, så vi havde brug for noget, der ikke var for bureaukratisk. Teknologisk Institut pegede derfor på Innovationsfondens ”Innobooster”. Vi fik skrevet en ansøgning og fik ret hurtigt en bevilling. Der har været tilpas med administration fra Innovationsfondens side, og processen har været meget smidig. Derfor vil jeg helt klart anbefale andre virksomheder at se på fondens tilbud, hvis de også vil afprøve en innovativ idé”, sige Jesper Hermansen og fortsætter:

”Det har været en succes hele vejen igennem. Vi har fået bedre resultater, end vi håbede på. Vi står nu med et produkt, der som tidligere bruger mindre energi end andre ventilatorer, og som samtidig giver et sundere indeklima, der reducerer risiko for smitte med influenza eller coronavirus”.

Vejen åben for det amerikanske marked

Den nye teknologi sælges under navnet ”Northern Light” og er sat op hos en række kommuner og industrivirksomheder. Endnu en forretningsmæssig gevinst er, at den nye virabekæmpende ventilator har ført til en licensaftale med amerikanske ”Greenheck Group”. Den amerikanske virksomhed vil markedsføre NORTHERN LIGHT® i Nord- og Sydamerika samt Indien. Herudover har virksomheden investeret et tocifret millionbeløb i Nordicco A/S.

”I den forbindelse er det værd at bemærke, at Greenheck Group afventede dokumentation fra Teknologisk Institut, inden de valgte at indgå i et samarbejde med os og investere i vores virksomhed”, fortæller Jesper Hermansen.

Afgørende med adgang til testfaciliteter og specialiseret viden hos GTS

Jesper Hermansen fortæller, at virksomheden også en gang imellem samarbejder med FORCE Technology. Her har samarbejdet også drejet sig om både rådgivning og test.

”Via GTS får vi adgang til kompetencer og faciliteter, vi ellers ikke ville have adgang til. Det er meget omkostningstungt at opbygge og drive disse faciliteter. Det kræver også faglige kompetencer at anvende dem. Vores udviklingsproces bliver derfor accelereret, fordi vi har adgang til allerede opbyggede kompetencer – og alt står klar i det øjeblik, man skal bruge det”, siger Jesper Hermansen.

”Endnu et plus er, at GTS hele tiden opbygger nye faciliteter. Det gælder fx Teknologisk Instituts nye klimakammer, som vi helt sikker også får gavn af i fremtiden. Det siger sig selv, at det har taget lang tid og kræver mange ressourcer at bygge det”.

Konkurrerer på at være bedst!

Vi lever i en verden, hvor kineserne er billigst, og derfor handler det om at være bedst, slår Jesper Hermansen fast. Da virksomheden producerer i Danmark, kan den ikke konkurrere på pris.

”Derfor skal vi stå forrest i udviklingen, ellers taber vi. Der er altid nogle, der kan kopiere og lave det i Kina. Men vi tror på en grøn dagsorden – og for at kunne vækste som dansk virksomhed, skal vi være helt fremme. Det er derfor afgørende vigtigt, at der er nem adgang til state-of-the art testfaciliteter i Danmark. Det understøtter, at vi kan forblive i front med et konkurrencedygtigt produkt, der kan sælges globalt”, fortæller Jesper Hermansen.

Fakta

Fordelen ved HVLS ventilatorer fra Nordicco A/S er, at de kan flytte store mængder luft mens de kører ved lav hastighed, og derfor bruger mindre energi, mens de flytter luften roligt rundt i lokalet uden at skabe træk (HVLS står for High Volume Low Speed). Ved brug af denne type loftventilator er det typisk muligt at spare 20-25 pct. energi til opvarmning i store bygninger – nogle steder endda helt op mod 40 pct. energi – alt afhængig af, hvor højt der er til loftet og hvilken opvarmningskilde, der benyttes. Nordicco producerer HVLS ventilatorer både med og uden det desinficerende lys.

Den nye virabekæmpende ventilator NORTHERN LIGHT® kombinerer to kendte teknologier: HVLS ventilatorer med UVC desinficerende upper-air systemer.

Læs mere på virksomhedens hjemmeside

Ultraviolet lys er opdelt i 3 UV-spektre, som er UVA-, UVB- og UVC-lys. UVC kan anvendes til eliminering af bl.a. vira og bakterier.

Foto: Fra fysisk test på Teknologisk Institut