Beton er verdens mest anvendte byggemateriale og efterspørgslen efter beton er stigende. Det øger behovet for nye betontyper med mindre klimabelastning. Efter et mangeårigt projektsamarbejde med Teknologisk Institut er Aalborg Portland tæt på at sende en grønnere cementtype på markedet.
Af Dorthe Sjøbeck Christiansen, informationschef i GTS-foreningen
Produktion af cement og beton er energikrævende. Alene i Danmark belaster det klimaet så meget, at tre pct. af Danmarks CO2 udledning kommer fra produktion af beton. Samtidig vil efterspørgslen efter beton stige i takt med, at flere lande i verden får råd til at bygge boliger, skoler, fabrikker m.m. Der er derfor al mulig grund til at finde nye mere klimavenlige betontyper.
Det er en opgave, som Teknologisk Institut har sat sig for at løse. Derfor har instituttet været projektleder for flere forsknings- og udviklingsprojekter, der har arbejdet med udvikling af grøn beton. Projekterne har involveret hele værdikæden inden for beton fra producenter til entreprenører. Desuden har uddannelsesinstitutioner og forskningsinstitutter været med i projekterne.
En af de virksomheder, der har været med i udviklingen af grøn beton, er Aalborg Portland. Aalborg Portland har udviklet cementen FUTURECEM, der anvendes i grøn beton. Cementen har samme gode egenskaber som konventionelle cementtyper, men den kan fremstilles ved lavere CO2 udledning.
”Grøn beton er en af vejene mod en samlet reduktion af CO2 udledningen. Derfor passer vores udviklingsarbejde fint med, at folketinget har besluttet, at vi skal nedsætte det nationale CO2 udslip med 70 pct. inden år 2030”, siger Jesper Sand Damtoft, direktør for forskning, udvikling og kvalitet hos Cementir Holding, der er moderselskab for Aalborg Portland.
En langstrakt proces
Jesper Sand Damtoft fortæller, at udviklingen af den mere klimavenlige cement startede helt tilbage i 2008. Først handlede det om udvikling og dokumentation. Nu er arbejdet kommet så langt, at næste skridt er at få produktionen op i fuldskala. Endnu en hurdle er at få egenskaberne accepteret i de danske standarder.
”I byggeriet er der mange standarder og krav, der skal opfyldes. Det er helt fair. For bygninger skal kunne holde længe uden skader. Derfor er det nødvendigt med en grundig proces. Når først cementen er optaget i betonstandarden, så kan den anvendes til stort set alle formål i Danmark”, fortæller Jesper Sand Damtoft og fortsætter:
”For os er det vigtigt at udvikle løsninger, der kan bruges i hele verden. Med FUTURECEM bidrager vi til at løse nogle globale problemer. Desuden er det indlysende, at hvis cement skal kunne konkurrere på sigt, så skal man kunne konkurrere på klimaparametre.”
Teknologisk Institut fokuserer på anvendelse
Aalborg Portland har i en årrække haft et godt samarbejde med Teknologisk Institut. Det har både handlet om kommerciel prøvning og samarbejde i diverse FoU-projekter.
”Styrken ved at samarbejde med Teknologisk Institut er, at det er anvendelsesnært. Det bidrager til, at det vi laver, er noget som markedet efterspørger, og som markedet kan bruge. En anden vigtig ting er, at adgangen til deres udviklingsfaciliteter giver en gearing af vores egen kapacitet. Vi har selv faciliteter, men vi kan også trække på deres, og dermed får vi en større udviklingskapacitet, end hvis vi gør det hele selv”, fortæller Jesper Sand Damtoft.
Aalborg Portland er en del af den internationale cementvirksomhed Cementir Holding og har derfor produktion andre steder end i Danmark. Alligevel er Teknologisk Institut en vigtig ekstern samarbejdspartner for virksomheden.
”I forhold til de andre europæiske vidensinstitutioner (RTO) oplever jeg, at Teknologisk Institut er lidt enestående både på grund af deres kapacitet på området, og den måde de virker på. Der er en god balance mellem forskning og marked, og vi har stor glæde af samarbejdet både i FoU-projekter og de betalte opgaver. Endnu en fordel er, at vi kender hinanden, og det betyder også meget, at de også kender os”, siger Jesper Sand Damtoft.
Hele værdikæden er med
For Aalborg Portland har det været centralt at have hele værdikæden med i udvikling af grøn beton. Det betyder, at virksomheden hurtigere kan få feedback ift. cementen fra både producenter og dem, der skal bruge cementen. Samtidig giver det en sikkerhed for, at der er efterspørgsel efter den grønne beton.
”Når man har et GTS-institut som Teknologisk Institut med i projekterne, så kan man regne med, at de rigtige partnere er med – og så kan man ikke mindst være sikker på, at der kommer konkrete løsninger ud af det”, siger Jesper Sand Damtoft.
______________________
Fakta om Aalborg Portland
Virksomheden har produceret cement i 130 år og 2004 blev Aalborg Portland opkøbt af den internationale cementvirksomhed Cementir Holding. Det har gjort Aalborg Portland til en del af en international virksomhed med fabrikker i bl.a. Egypten, Kina, Malaysia, Belgien, Tyrkiet og USA.
Foto: Teknologisk Institut
Performanceregnskab for GTS
Denne artikel har været bragt i en kortere version i publikationen “Performanceregnskab for GTS-institutterne 2020”, som du kan hente her
Seneste aktuelt
30. oktober 2024
Konference: Sådan bliver din SMV resilient
30. oktober 2024