PE Redskaber, som fremstiller trampoliner og gymnastikredskaber, er på en ambitiøs rejse mod en mere bæredygtig produktion. Virksomheden samarbejder med Alexandra Instituttet i projektet Afkobling 2030 for at reducere klima- og miljøudledninger af deres produktion.
PE-Redskaber blev grundlagt i 1992 og er nu i gang med at bruge digitalisering og cirkularitet til at vende op og ned på deres forretning. I Afkobling 2030 har de været med i både lab for cirkulære forretningsmodeller og produktdesign og lab for bæredygtig strategi og ledelse, der ledes af Trine Plambech, der er Director of Digital Sustainability på Alexandra Instituttet.
I labbet har de fået viden, værktøjer og personlig rådgivning om bæredygtig ledelse og transformation, og de har haft løbende kontakt med andre produktionsvirksomheder, som også er i gang med bæredygtig omstilling. Det har de oplevet som inspirerende, fortæller Ole Gustafsson, der er administrerende direktør for PE Redskaber.
Ny viden holder også, når hverdagen rammer
I Ole Gustafssons optik er den største barriere for at komme i mål med bæredygtighedsarbejdet tid og ressourcer.
”Men hvis du havde spurgt mig om det her, før vi var igennem forløbet, ville jeg jo også have sagt viden,” indrømmer Ole Gustafsson.
Han oplever, at labbet for bæredygtig strategi og ledelse har givet dem ny viden, som de kan trække på, også når hverdagen rammer.
”Driften vil jo altid få første prioritet,” konstaterer han, ”men vi har fået indsigter og en ny forståelse, og det har vi med i bagagen. Når vi tænker nye produkter eller initiativer, er den nye viden en del af vores bevidsthed.”
Det er Chris Slot-Tygesen, der er Sales Manager Project hos PE Redskaber, enig med ham i.
”I dag har jeg et andet syn på tingene, når jeg går igennem vores produktion – uanset, om det er i smedjen, i træværkstedet eller på systuen,” siger Chris Slot-Tygesen.
Medarbejderne vil gerne involveres i bæredygtighed
Ole Gustafsson understreger, at ledelsen gerne vil involvere produktionen, for at de kan rykke tættere på bæredygtighedstiltagene. Og der er både stor interesse og opbakning fra medarbejderne, hver gang de involveres.
”Kulturen i huset er meget hjælpsom. Uanset, hvem jeg spørger om hjælp til noget, som vi arbejder med, så vil de gerne hjælpe,” supplerer Chris Slot-Tygesen.
Ole Gustafsson kunne fra starten godt se, at strategiarbejdet ville være krævende, og at det ville være vigtigt at inddrage én med megen viden og erfaring i virksomheden, der samtidig er god til at tænke nyt og kan være fanebærer. Valget faldt på Chris Slot-Tygesen.
For at forankre strategiarbejdet yderligere i organisationen og med virksomhedens ejer, blev Preben Ebsen, der leder produktudviklingen hos PE Redskaber, også involveret.
”Han er god til at sætte i gang og skride til handling, når han får nyt input,” roser Ole Gustafsson.
Inspiration fra andre gennem netværk
For Ole Gustafsson har særlig netværksmøderne med andre virksomheder med samme problemstilling været inspirerende.
”Når der sidder en virksomhed, der har været med i hele forløbet, og man kan spørge til de udfordringer, de har haft, og hvordan de har løst dem og hvordan de har kommunikeret, giver det jo en ekstra værdi.”
Han oplever, at det er godt, at holdene er sammensat, så virksomhederne er på forskellige niveauer. ”Eksemplets magt er jo stor,” understreger han.
Det erklærer Chris Slot-Tygesen sig enig i: ”Det giver gode indsigt i, hvad andre gør, og hvordan de er lykkedes. Der er klart nogle ting, der vil være lettere for os at komme i gang med nu.”
Foto: PE-Redskaber
Seneste aktuelt
30. oktober 2024
Hvordan skaber vi robuste digitale samfund?
30. oktober 2024
Cykelproducent fik hjælp til at automatisere
25. oktober 2024