Professionel støjmåling giver bedre betonblander

DELTA hjalp Haarup Maskinfabrik med at få foretaget professionel støjmåling af en af deres betonblandere. Nu kan maskinfabrikken dokumentere over for sine kunder, at deres maskine er støjsvag, og at støjen fra produktet ikke kræver, at man anvender støjværn.

Af Nanna Bastved

Haarup Maskinfabrik er en succesfuld producent af blandeanlæg til betonindustrien. For nyligt henvendte én af deres kunder i Tyskland sig til Haarup Maskinfabrik og bad om dokumentation for maskinstøjen for Haarup Maskinfabriks betonblander VM750L, så kunden kunne vise papirerne til Arbejdstilsynet i forbindelse med en arbejdsmiljøinspektion.

Da de pågældende støjmålinger for modstrømsblanderen var en del år gamle, besluttede Haarup Maskinfabrik at benytte lejligheden til at få opdateret deres dokumentation. Derfor bad de DELTA om at foretage nogle nye støjmålinger.

”Vores maskiner skal følge bestemmelserne i Maskindirektivet og overholde relevante standarder for de maskiner og anlæg, vi fremstiller. Selvom vi kender indholdet af bestemmelserne, havde vi brug for nogle eksperter, der kunne udføre målingerne korrekt,” fortæller Jan Kjær-Hansen, Technical Writer hos Haarup Maskinfabrik.

On-site-målinger

Udfordringen var, at modstrømsblanderen er en stor, tung maskine, der er svær at få bakset ind i et testrum. Derfor foretog DELTA målingerne on-site i Haarup Maskinfabriks produktionshal. Det betød, at der både skulle foretages referencemålinger af rummets indvirkning (som støjmålingerne blev korrigeret for) og støjmålingerne af selve maskinen i brug.

”Opgaven blev udført meget professionelt. DELTA’s konsulent satte sig grundigt ind i målemetoden beskrevet i C-standarden for betonblandere og gav os helt præcise anvisninger til måleopstillingen, fx hvor blanderen skulle placeres i forhold til vægge, loft og andet fast inventar, således at målingerne kunne gennemføres i vores produktionshal. De meget konkrete anvisninger var vigtige for os for at undgå, at der opstod nogle misforståelser undervejs,” udtaler Jan Kjær-Hansen.

Måling af kildestyrke og lydtrykniveau

DELTA målte både lydeffekten (dvs. kildestyrken) og lydtrykniveauet fra maskinen. Lydeffekten, som måles efter ISO 3740-serien, bruges til at angive, hvor meget støj maskinen bidrager med. Lydtrykniveauet, som måles efter 11200-serien, er en standard for operatørstøjniveauet og angiver om operatøren af maskinen bør anvende høreværn.
”Da C-standarden specificerer, at man skal måle hele blandingscyklussen, målte DELTA kildestyrken fra maskinen i tre faser: påfyldning, selve blandingen og tømningen af maskinen,” fortæller Jan Kjær-Hansen og tilføjer: ”DELTA’s målingsbesøg var meget smidigt og veltilrettelagt og forstyrrede os minimalt i produktionen.”

Støjniveauet er nu dokumenteret

Resultaterne af målingerne blev modtaget positivt hos Haarup Maskinfabrik, som nu har dokumentation for, at støjen fra deres betonblandere ikke kræver, at man anvender støjværn:

”Vi fik bekræftet, at vores blandere er meget støjsvage, idet lydtrykniveauet ligger under grænseniveauet på 80 dB(A),” udtaler Jan Kjær-Hansen og tilføjer, at kunderne selvfølgelig stadig skal vurdere maskinstøjen i sammenhæng med de fysiske forhold og øvrige støjkilder for operatørerne på de konkrete anlæg.

Efterfølgende har Haarup Maskinfabrik sørget for at revidere produktmanualerne med den nye dokumentation, så deres kunder fremover kan fremvise opdateret dokumentation for maskinsikkerheden til myndighederne.

Yderligere information om støj- og vibrationsmålinger

DELTA er akkrediteret til at udføre støjtest og udfører mange forskellige typer af maskinstøjs- og vibrationsmålinger for bl.a. energisektoren, produktionsvirksomheder, maskinbyggere og marine/off-shore-branchen. DELTA er desuden notificeret i EU til at udføre støjtest efter Maskinstøjsdirektivet 2000/14/EC.

Mange af de støj- og vibrationsmålinger, som akustikerne foretager, foregår i DELTA’s godkendte testfaciliteter. Fordelen ved at anvende disse kontrollerede testrum er, at det akustiske miljø er kendt, hvilket sikrer, at rummets indvirkning på støjmålingerne ligger under grænseværdien.

Kontakt

For yderligere information om målinger af maskin- og vibrationsstøj, kontakt enten Rune Egedal, akustikspecialist, DELTA, tlf. 61 24 93 40, rue@delta.dk eller Leif Ødegaard, seniorspecialist i akustik, DELTA, tlf. 72 19 43 00, lod@delta.dk.

Læs mere om DELTA’s støjaktiviteter her