Til trods for øget automatisering slider tunge løft og ensidigt arbejde stadig på medarbejderne i mange produktionsvirksomheder. Derfor vil Teknologisk Institut undersøge potentialet i de såkaldte exoskelleter, der kan skåne led og muskler for medarbejderne i danske produktionsvirksomheder.
Et ekstra sæt muskler man kan montere udenpå tøjet. Sådan kan man kort beskrive exoskeletter, som blandt andet er egnede til at aflaste særligt svære arbejdsfunktioner i industrivirksomheder.
Ifølge Jacob Kortbek, der er sektionsleder hos Teknologisk Institut, findes der allerede etablerede producenter af de mekaniske skeletter, som tilbydes i mange forskellige varianter.
– De bliver blandt andet brugt i bilindustrien i udlandet, men vi mangler at se danske virksomheder tage teknologien til sig. Vi vil derfor sammen med vores tyske samarbejdspartner begynde at udforske potentialet for brug af exoskeletter i den danske fremstillingsindustri, siger han.
Supplement til robotteknologi
Exoskeletter bliver da også spået et stort potentiale, da man i industrien stadig oplever behov for manuel arbejdskraft, som også indebærer tungt og nedslidende arbejde.
– Bølgen af robotteknologi og automation er motiveret af at erstatte nogle af de manuelle processer – dels fordi man vil gøre det mere produktivt, men også for at skåne medarbejderne fra ensidige, gentagne løft – og her skal exoskeletter opfylde nogle af de samme behov, som robotteknologi gør i dag, siger Jacob Kortbek og tilføjer:
– Teknologien er et stærkt supplement til andre robotløsninger, hvor der en høj grad af variation i den funktion, der skal udføres, og hvor det derfor kan være vanskeligt at automatisere med en industrirobot eller en logistikrobot.
Danske virksomheder vil være med
For at blive klogere på, hvordan potentialet i exoskelleterne kan indløses herhjemme, er GTS-instituttet gået sammen med en række danske produktionsvirksomheder, samt tyske Fraunhofer IPA, som har stor erfaring på området. Aktiviteten, som er støttet af Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, er sat til at starte op i foråret.
Her vil DOT være en af de danske virksomheder, som deltager. I Virksomhedens fabrikshaller er manuelle processer og hårdt, nedslidende arbejde en del af hverdagen ifølge Lars Jensen, der er fabrikschef hos DOTs fabrik i Vildbjerg.
I fabrikken udfører man varmforzinkning – som er en slags korrisionsbeskyttelse – af stål-emner og konstruktioner. Her er udfordringen, at stålkonstruktioner i vidt forskellige størrelser skal hænges op og tages ned fra stativer.
– Stort set alt vores arbejde er manuelt. Hvis mine medarbejdere kan få en hverdag, hvor de ikke skal lave voldsomme løft flere gange om dagen, og det kan være med til at forbedre arbejdsmiljøet, så er det bestemt et område, der skal kigges på, tilføjer han.
Foto: Fraunhofer IPA
Seneste aktuelt
11. oktober 2024
Nyt stærkt fokus på test og demonstration i grøn omstilling
11. oktober 2024
NIS2: Hvad skal I vide om jeres datasikkerhed?
9. oktober 2024
Kan teknologien afhjælpe personalemangel i kommunerne?
9. oktober 2024