Regeringen har nu lagt en strategi for grøn forskning og innovation frem. Den skal få grøn omstilling op i gear. GTS glæder sig især over det store fokus på testfaciliteter og implementering. 

Regeringens nye strategi lægger op til et paradigmeskifte. Der er sat en ramme for øget implementering af nye grønne løsninger, hvor adgang til testfaciliteter er i højsædet.

”Det er positivt at se et nyt stærkt fokus på at få viden fra laboratoriet ud i virkeligheden – og at det kræver en holistisk tilgang med fokus på hele kæden i innovationsprocessen”, siger direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen.

Skal gå hånd i hånd

Adgang til testfaciliteter er blevet uomgængelig i at udvikle nye løsninger, der virker – og er der ikke adgang til dem, må virksomheder opgive deres udvikling eller søge til udlandet. Derfor er det stærke fokus på testfaciliter vand på GTS-møllen.

“Vi har kæmpet for roadmaps over testfaciliteter i flere år.  De er nødvendige værktøjer, der giver et overblik over, hvor der mangler faciliteter. Den viden er central for beslutninger ikke mindst i regeringens nye holistiske tilgang, og den sikrer, at nye faciliteter ikke bliver forsinkede pga. mangel på koordinering”, siger Ragnar Heldt Nielsen.

En ny tilgang

Den holistiske tilgang til innovation, som strategien lægger op til, betyder, at der nu skal arbejdes parallelt med de barrierer, der i dag spænder ben for innovation. Vi skal med andre ord lære at se på hele kæden fra ide til markedsklar løsning. Udover at afklare behovet for testfaciliteter, skal man tidligt i forløbet se på, om der er brug for at justere lovrammer – og så er der brug for en bedre koordinering mellem aktører.

”Det er ofte en kompleks affære at få nye grønne løsninger i konkret anvendelse. Det involverer mange aktører, og det er vigtigt, at fx lovrammer og standarder hurtigt kommer på plads. Derfor er det godt med den nye tilgang, hvor der skal arbejdes parallelt med at tackle udfordringerne”, siger Ragnar Heldt Nielsen og fortsætter:

”Sporene er ved at blive lagt, og det ser lovende ud. GTS-institutterne er klar til at trække i arbejdstøjet og tage del i den videre udrulning af strategien”.

Foto: DHI