Af Nanna Bastved
Hos Danfoss RAC i Nordborg arbejder en gruppe af dygtige teknologieksperter ihærdigt med at udvikle fremtidens løsninger til køleindustrien, hovedsageligt i form af køleventiler. I forbindelse med disse produktudviklingsprojekter får Danfoss udført mekaniske tests af deres komponenter.
-Vi bruger bl.a. DELTA’s testfaciliteter og rådgivning til at udarbejde og verificere materialemodeller til vores FEA (Finite Element Analysis, red.) simuleringer, hovedsageligt ved træk-, tryk- og krybetests, siger Jens Pawlik, Technology Expert, Mechanical Design, der til dagligt arbejder i ’Innovation & Technology’ gruppen hos Danfoss RAC.
Krybetests er vanskelige
Mens mekaniske tests som træk- og tryktests er forholdsvis lette at lave, er krybetests vanskeligere at udføre, idet det det ofte kræver en lang række forsøg. Hos DELTA i Nordborg findes en trækmaskine med temperaturkammer, hvor temperaturen nøje reguleres over et specifikt tidsforløb, så man kan teste emnets krybebestandighed.
-Krybeforsøg er vanskelige at håndtere, da krybetøjningen som bekendt er meget ulineært afhængige af både temperatur- og spændingsniveauer, og derfor kræver det ofte mange forsøg at beskrive et materiales krybeegenskaber, udtaler Jens Pawlik, der er interesseret i at se, hvordan komponenterne arter sig ved forhøjet temperatur.
Beslutninger tidligt i udviklingsforløbet
Danfoss bruger resultaterne af de tests, de får lavet hos DELTA, til at verificere komponenter og koncepter undervejs i produktudviklingen for at sikre, at produktet og delkomponenterne lever op til produktkravene. Jens Pawlik påpeger, at man med fordel kan gøre det på simuleringsniveau:
-Vi bruger testene og CAE (Computer-Aided Engineering, red.) som verifikation i starten af udviklingsforløb for at se, om de koncepter, vi har, er gangbare. Det vil sige, vi kan beslutte tidligt i forløbet om et koncept kan bruges eller ej. På den måde opnås hurtigere gennemløbstid.
Der er mange fordele forbundet med at lave træk-, tryk- og krybetest på delkomponentniveau. Jens Pawlik fremhæver:
-Ofte er det svært at se, hvad der foregår inde i vores produkter, fordi de er hermetisk lukkede. Derfor er det en fordel for os at lave styrede testopstillinger for delkomponenter, hvor vi kan regulere tryk og temperatur. På den måde kan vi skære ind til benet og teste specifikke ting, så vi hurtigt kan få be- eller afkræftet vores hypoteser.
Danfoss får hurtige svar
For Danfoss er det vigtigt at have god fremdrift i produktudviklingsforløbet. Rådgivning fra eksterne eksperter er for Jens Pawlik og hans udviklingsgruppe en god måde at få hurtige svar på:
-Vi har fået meget ud af den tætte dialog, vi har med DELTA. For os er det en stor fordel at kunne sparre med DELTA’s eksperter om testopstillinger og metodevalg og trække på deres erfaringer, specielt til at få designet omfattende forsøg, der består af mange opstillinger.
Yderligere information
For mere information om DELTA’s mekaniske test (træk-, tryk- og krybetests) kontakt tekniker Christian Lausen (tlf. +45 29 40 48 18, cla@delta.dk) eller tekniker Hans Jørgen Jørgensen (tlf. +45 29 40 47 95, hjj@delta.dk), som begge holder til på DELTA’s testcenter i Nordborg.
Seneste aktuelt
30. oktober 2024
Cykelproducent fik hjælp til at automatisere
25. oktober 2024