skrevet af Mette Frølich, kommunikationsassistent hos GTS-foreningen

I Innovationskonsortiet GenVind samarbejder FORCE Technology og Teknologisk Institut med vindmølleindustrien om at genanvende materialer fra vindmøllevinger til helt nye produkter.

Vindmølleindustrien anvender store mængder af kompositmateriale på grund af gode egenskaber inden for styrke og levetid kombineret med lav vægt. Minus er, at udtjente vindmøllevinger hober sig op på landets lossepladser, der i øjeblikket håndterer kompositaffald fra produktionen og fra udtjente vindmøller svarende til ca. 4.300 tons årligt. Indtil nu har det nemlig bedre kunne betale sig at skille sig af med affaldet i stedet for at genanvende materialerne. Det har innovationskonsortiet GenVind sat sig for at gøre noget ved.

Innovationskonsortiet vil udvikle teknologier, der muliggør et bæredygtigt genbrug af plastkompositter fra særligt vindmøller. Desuden vil projektet vise, at affaldet kan finde anvendelse i mange forskelligartede produkter, komponenter og konstruktioner. Det kan være alt fra møbler over skateboards til anvendelser i byggekomponenter og i maling.

GTS-institutter spiller central rolle

Teknologisk Institut og FORCE Technology spiller en central rolle i innovations-konsortiet, hvor de bidrager til at udvikle teknologier til genanvendelse af kompositter fra vindmøllevinger. Fokus er på nedtagning, direkte udskæring af sektioner, termo-kemisk separation af fibre og resiner og mekanisk neddeling og fraktionering.

”Men det handler ikke kun om at kunne udskære fraktioner. De teknologiske løsninger skal være rentable og konkurrencedygtige og egnet til opskalering til industrivolumener i forhold i materialeleverancerne, der går videre i andre værdikæder. Derfor arbejder vi i GenVind både med udvikling af nye teknologier til nedtagning, separation og integration af genanvendte materialer i produkter med løbende vurderinger af miljøpåvirkning og udvikling af rentable forretningsmodeller”, fortæller Mads Kogsgaard Hansen, sektionsleder fra Teknologisk Institut.

Hele vingen bliver genanvendt

Konsortiets langsigtede mål er baseret på vugge-til-vugge filosofien. Det betyder, at målet er at genanvende og producere produkter på en sådan måde, at al materiale indgår i lukkede biologiske og tekniske cyklusser – og på den måde helt fjerner affald.
Samarbejdet i GenVind spænder vidt fra producenter og kunder inden for vindmølleindustrien til store og mindre virksomheder i andre brancher. Det sikrer, at alle delene af vindmøllen bliver genanvendt både i og på tværs af værdikæder.

”Netop bredden af konsortiet er vigtigt og en stor styrke. Det gør, at vores fokus kan spænde fra brug af en vindmøllevinge til udvikling af nye kontormøbler sammen med Midiform A/S over i brug af støv til fremstilling af maling i samarbejde med Dyrup”, siger projektleder for GenVind, Per Bo Ludwigsen, teknisk chef hos FORCE Technology.

Innovationskonsortiet GenVind

Det er GenVinds mål, at flere affaldsmaterialer sendes tilbage i kredsløbet og kommer til at udgøre nye ressourcer i form af bl.a. råvarer og halvfabrikata til gavn for både miljøet og industrien. Projektet løber frem til november 2016 og har et samlet budget på 43,5 mio. kr. Projektet støttes med 19 mio. kr. af Styrelsen for Forskning og Innovation. Konsortiets arbejde understøtter regeringens ressourcestrategi. GenVind har i alt 21 partnere heriblandt GTS-institutter, vindmølleproducenter, universiteter og producenter af plastkompositter og andre interessenter i genanvendelse. Deltagerne er:

  • Virksomheder: Vestas Wind Systems A/S, Siemens Wind Power A/S, LM Wind Power A/S, Averhoff A/S, Fiberline A/S, Velux A/S, Novopan Træindustri A/S, MIDFORM A/S, TUCO Marine Group, Contec ApS, Dyrup A/S, Comfil ApS, A2SEA A/S, Plastindustrien i Danmark
  • Forskningsinstitutioner: Aalborg Universitet, Risø DTU, University of Nottingham
  • GTS-institutter: Teknologisk Institut, FORCE Technology

Yderligere information på www.genvind.net

Hvad er et innovationskonsortium?

I et innovationskonsortium, som typisk varer 4 år, arbejder forskellige virksomheder, forskningsinstitutioner og GTS-institutter sammen i et stort projekt. Projektet skal videreudvikle forskningsbaseret viden, så det kan gavne dansk erhvervsliv og løse de udfordringer, som fremtidens samfund vil byde på. Den viden, som opbygges i konsortiet, skal være tilgængeligt for alle danske virksomheder og ikke kun de, som medvirker i konsortiet. Dermed sikrer man, at især de små og mellemstore virksomheder kan nyde godt af projekternes resultater.