En ny survey viser, at Danmarks 13 viden- og erhvervsklynger er kommet godt fra land. De er udpeget inden for styrkepositioner for at skabe netværk og mere samarbejde mellem forskere og virksomheder. GTS-institutterne deltager i 12 af klyngerne.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har gennemført en survey blandt virksomheder og videninstitutioner i 2022, Den viser bl.a., at:

  • Over tre fjerdedele af virksomheder og videninstitutioner er i høj eller nogen grad tilfredse med klyngernes udbud af aktiviteter. Aktiviteterne opfattes samtidig som relevante og dækkende for deres behov, samt geografisk nemt tilgængelige.
  • Knap halvdelen af virksomhedsdeltagerne oplever, at klyngeaktiviteterne i høj eller nogen grad bidrager til eller vil bidrage til den konkrete innovation, der foregår i virksomhederne. Det er særligt virksomheder, der indgår i samarbejdsprojekter, der oplever at få et innovationsudbytte, herunder inden for bæredygtighed og grøn omstilling.
  • Mere end fire ud af fem virksomheder og deltagere fra videninstitutioner oplever at deltagelsen i klyngernes aktiviteter har bidraget til relevante kontakter, netværk og match-making med andre organisationer. Knap halvdelen af virksomhederne i klyngernes samarbejdsprojekter vurderer, at de har samarbejdet med en videninstitution, de ellers ikke ville have samarbejdet med.
  • Godt to tredjedele af både virksomheder og videninstitutioner oplever at have modtaget relevante henvisninger, information eller vejledning til brug af andre ordninger eller finansieringsmuligheder.

“Klyngerne er helt centrale brobyggere mellem forskningen på universiteter, samt viden fra GTS-institutterne og øvrige videninstitutioner i forhold til innovation i virksomheder. Og det er godt, at deltagere fra både videninstitutioner og virksomheder generelt er tilfredse med klyngernes aktiviteter. På nogle områder er der potentiale for at få endnu større nytte af klyngerne, og fokus skal derfor være på at styrke og udbrede deltagelsen i klyngerne – både i nuværende og kommende programperiode”, siger direktør i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen Mikkel Leihard.

Læs mere her