Der er masser af eksempler på, at små og mellemstore virksomheder (SMV’er) står over for et skattekammer af muligheder, der kan styrke deres forretning og gøre dem klar til fremtiden. Men det kræver mod, vilje og tid at gribe de nye muligheder.
Af Ragnar Heldt Nielsen, direktør i GTS-foreningen
Robotter og automatisering frigør medarbejdere fra rutineopgaver, så de kan fokusere på mere komplekse aktiviteter. Kunstig intelligens giver viden, som fører til bedre udnyttelser af ressourcer. Viden om materialeteknologi kan bruges til at erstatte knappe og kostbare materialer med nye og bedre. Laboratorier og faciliter til at teste nye fødevarer baner vejen for fremtidens (plantebaserede) fødevarer.
Der er masser af eksempler på, at små og mellemstore virksomheder (SMV’er) står over for et skattekammer af muligheder, der kan styrke deres forretning og gøre dem klar til fremtiden. Men det kræver mod, vilje og tid at gribe de nye muligheder.
Men er der noget alternativ for virksomheder, der gerne vil fremtidssikre sig? Coronakrisen viste med al tydelighed, at verden hurtigt kan forandre sig. Vi står aktuelt overfor en klimakrise og en sikkerhedspolitisk krise, der kan påvirke leverancer m.m. Alt sammen kalder det på virksomheder, der er godt rustet til at møde de udfordringer, der kommer.
Heldigvis er der flere genveje for virksomheder, der gerne vil styrke forretningen og blive mere modstandsdygtige. Dem finder de bl.a. hos GTS-institutterne (Alexandra Instituttet, Bioneer, DFM, DBI, DHI, FORCE Technology, og Teknologisk Institut), der har fokus på, hvordan ny viden og teknologi kan effektivisere processer, forbedre produktkvalitet og åbne nye markeder.
Et GTS-samarbejde giver adgang til ny viden og ekspertise, der fjerner noget af den risiko, der er forbundet med at udvikle virksomheden. GTS-kompetencerne er alene opbygget med det formål at gøre det lettere for SMV’er at arbejde med innovation og derved blive klar til at møde fremtidens udfordringer. GTS-tilbuddene dækker bredt. Fra afdækning af innovationspotentiale, kortlægning af risici og rådgivning om ny teknologi til test og validering af nye produkter.
Innovative og agile virksomheder er nøglen til at skabe fremtidens bæredygtige samfund. Derfor opfordrer jeg virksomheder til at gribe mulighederne for at indgå i et samarbejde om innovation, og her er GTS-institutterne klar til at hjælpe din virksomhed videre. Første skridt på vejen kan fx være i regi af et af de SMV-rettede tilbud. Det kan fx være modstandsdygtig.dk, AI Denmark eller ZeroWaste.
Dette debatindlæg blev første gang bragt i Skive Folkeblad d. 16. juli
Det har også været bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Dagbladet Holstebro, Dagbladet Struer, Folkebladet Lemvig, Vejle Amts Folkeblad, JydskeVestkysten, Fredericia Dagblad, Randers Amtsavis, Midtjyllands Avis og Stiften.dk