Danmark skal udnytte sit potentiale inden for robotteknologi til at udvikle robotter, der bidrager til den grønne omstilling. Det er budskabet i Danmarks første nationale robotstrategi. GTS glæder sig over strategien, der styrker dansk robotteknologi yderligere.

I forbindelse med lanceringen af strategien peger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen på, at Danmark skal udnytte, at vi har en af verdens førende robotindustrier. Det gælder også, når vi skal udvikle nye løsninger til den grønne omstilling.

”For eksempel bliver robotter og droner brugt, når vindmøller skal vedligeholdes eller repareres. Det forkorter den tid, hvor møllen står stille og ikke producerer energi. Det sænker omkostningerne og øger effektiviteten af den vedvarende energiproduktion i Danmark – og resten af verden”, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Udover at bidrage positivt til den grønne omstilling kan robotter bidrage til en mere effektiv produktion. Desuden er det med hjælp fra robotter muligt at fjerne nedslidende løft.

”I dag anvender cirka en tredjedel af danske industrivirksomheder robotter, men jeg tror, at der er et uudnyttet potentiale, også hos nogle af de små- og mellemstore virksomheder. Som et første skridt undersøger vi i øjeblikket, hvilke barrierer der kan være for brugen af robotter, så vi kan få mere viden om behovet for eventuelle erhvervspolitiske tiltag”, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

GTS spiller en central rolle i strategien

I strategien slås det fast, at GTS-institutterne igennem en årrække har været særdeles aktive med henblik på at op bygge og formidle viden og kompetencer til gavn for roboterhvervet.

“Særligt mindre virksomheder er udfordrede, når de søger at styrke deres innovations- og konkurrence evne gennem udvikling og anvendelse af ny avanceret robotteknologi. Det skyldes, at investeringer i forskning og udvikling er forbundet med betydelige omkostninger, tekniske udfordringer og usikkert afkast. Dertil kommer, at innovationsrelevant viden opbygget på universiteterne ofte kan være svær at implementere for virksomhederne. GTS-nettet spiller derfor en nøglerolle i forhold til at videreudvikle universiteternes såvel som deres egen forskning til teknologiplatforme, der er mere umiddelbart anvendelige for virksomhederne”, står der bl.a. på s. 25 i strategien.

Fyn er omdrejningspunkt for robotteknologi

Den danske robotindustri er fordelt over hele landet, men der er en særlig stærk koncentration af virksomheder på Fyn, hvor robotklyngen Robotics Alliance holder til.

” Den nye robotstrategi er et vigtigt skridt til yderligere at styrke og konsolidere robotudviklingen i Danmark. Det stærke samspil i robotklyngen på Fyn mellem virksomheder, universiteter og GTS-institutter har bidraget til at gøre Danmark førende inden for robotteknologi. Det tværgående samarbejde kan inspirere til, hvordan vi også på andre områder kan lave nye grønne væksteventyr”, siger direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen.

Hent strategien her