I fremtiden bliver brændstoffer til fly og skibe produceret med strøm fra vind- og solenergi – og processen kaldes for Power-to X. At der er stor interesse for den nye teknologi blev slået fast, da fire GTS-institutter holdt en konference om emnet.

Af Dorthe Sjøbeck Christiansen, informationschef i GTS-foreningen

Sidst i april var fire GTS-institutter sammen med Dansk Standard vært for en konference om ”Sikkerhed og standarder som driver for Power-to-X (Ptx)”. Jesper Ditlev, medlem af GTS-bestyrelsen og direktør i GTS-instituttet DBI, bød velkommen til de mere end 100 mennesker, der havde taget turen til Vejle – og lagde op til diskussionen om, hvordan vi sætter fart på teknologien, så vi kan erstatte fossile brændstoffer med de nye grønne af slagsen.

Hele værdikæden var repræsenteret, og der var en række spændende oplæg fra virksomheder, Energistyrelsen, Beredskabsstyrelsen, Dansk Standard, Københavns Universitet og GTS. Oplæggene kom godt rundt om muligheder i teknologien – og de udfordringer, der skal tackles før PtX bliver den succes, vi håber på.

En teknologi i bevægelse

PtX er et tema, der har bevæget sig meget hurtigt op på den politiske dagsorden senest med en politisk aftale fra marts 2022. Ambitionen er at gøre PtX til et væsentligt element i at opfylde Danmarks klimamål igennem en grøn omstilling af dele af transportsektoren – fx fly og skibe – samt de dele af industrien, der ikke kan elektrificeres. Desuden har Danmark en lang række virksomheder, der er klar med teknologi og ekspertise på tværs af hele PtX-værdikæden, hvilket konferencen var med til at dokumentere. Da resten af Europa også har fået øjnene op for grøn brint og PtX, gemmer der sig store erhvervs- og eksportpotentialer for Danmark.

Men som med al anden form for teknologi er der en række ting, der skal findes svar på, før ambitionerne kan realiseres. Hvor store skal anlæggene være? I hvilke havne skal anlæggene bygges? Og skal de være spredt ud over mange dele af landet eller koncentreres nogle få steder? Hvad med sikkerhed og godkendelser? Og hvordan får vi hele værdikæden til at spille sammen? Spørgsmålene er mange, og dem skal der hurtigt findes svar på, hvis PtX skal omsættes til et nyt dansk eksporteventyr.

Breder sig over mange områder

Allerede i dag er der sat en masse initiativer i gang, men de breder sig over så mange områder, at det kan være svært at få et overblik, fortalte chefkonsulent i Energistyrelsen, Søren Lyng Ebbehøj. Derfor er Energistyrelsen i gang med at oprette en Ptx-taskforce, der bl.a. skal arbejde med brintregulering, certificering, godkendelser m.m. På den måde vil Energistyrelsen sikre, at rammerne omkring PtX er til stede, så det konkret er muligt at løfte opgaven.

Dagen bød på flere eksempler på, hvordan virksomheder arbejder med teknologien. Bl.a. fortalte Sif Lundsvig, Project Manager i DFDS om, hvordan virksomheden arbejder på at reducere det eksisterende forbrug af brændstoffer, men at det ikke er nok for at realisere de grønne ambitioner. Derfor har virksomheden brug for nye teknologier og grønne brændstoffer. Desuden skal skibe udvikles og blive mere enkle. Det betyder, at der er mange led i kæden og mange ting, der skal spille sammen, før DFDS er i mål. Det er ikke en opgave virksomheden kan klare på egen hånd. ”Derfor har vi indgået partnerskaber med nogle, vi aldrig har samarbejdet med før. Det er helt nødvendigt for os at have adgang til disse eksterne kompetencer på tværs i værdikæden for at komme i mål”, fortalte Sif Lundsvig.

Østersøens grønne tankstation

Fælles standarder er en central forudsætning for at udrulle hele værdikæden af grøn brint i Europa, var budskabet fra bl.a. Dansk Standard.

Et andet centralt element er krav til sikkerhed og forsvarlig transport. Når det handler om de nye anlæg, der skal opbevare de grønne brændstoffer, så er der brug for at tænke hele vejen rundt: Fra transport af brændstofferne, til dem der tager imod lasten på kajen – og til opbevaring, påfyldning m.m. Det tager tid, alligevel var der en naturlig snert af utålmodighed at spore blandt nøgleinteressenterne.

Flere virksomheder pegede bl.a. på, at det er en stor udfordring, at godkendelser tager tid, ”for vi skal allerede i 2025 kunne sejle på grønne brændstoffer”, sagde Maja Felicia Bendtsen, Chief Business Officer – Bulk, Rønne Havn. Desuden skal havne gøres klar til grønne brændsler, og der arbejdes systematisk med Bornholm som dansk energi-ø og som ”Østersøens grønne tankstation”. En af de store udfordringer er her mulighederne for at oplagre brændstofferne i tanke. Desuden kan det være svært at være klar med det hele på samme tid – og så er det nødvendigt at gøre det på samme måde i alle havne i Europa. ”For ingen vil investere i tanke, før de ved, at skibene vil bruge dem”, slog Maja Felicia Bendtsen fast.

”Ikke i min baghave” – det handler (også) om mennesker

En anden diskussion på konferencen var det menneskelige aspekt i den grønne omstilling. Sikkerhedsaspektet handler ikke kun om den tekniske del, men også om hvordan mennesker agerer sammen med teknologien, påpegede Mette Marie, Anthropologist fra DBI. Derfor er det en del af godkendelsen at se på, hvad der sker socialt, når man flytter ting fra A til B.

En anden ting er, hvordan offentligheden er parat til at tage imod nye teknologier. Har man ikke offentligheden med sig, kan holdninger være en barriere for udrulning af teknolgier som PtX, sagde Janus Hansen, Associate professor, KU. For det kan godt være, at det tekniske er på plads, men hvis der er folkelig modstand, så er det svært. Her er udfordringen, at grønne brændstoffer ikke umiddelbart ligner noget, vi har haft før, og derfor er der risiko for, at offentligheden vil være skeptiske. Af den grund er eksperter nødt til at tage bekymringer alvorligt og forsøge at inddrage offentligheden, for hvis man har været med til at beslutte noget, eller har fordel af det, så er der mindre konflikt. Så sørg for at gøre det nye forståeligt og transparent, lød det fra Janus Hansen.

Godt på vej

Når det handler om at speede en proces op ift. en teknologi som PtX, så viste konferencen med al tydelighed, at det ikke er så nemt, som det måske lyder. Der er brug for at aktivere hele værdikæden og at etablere et tæt samarbejde på tværs af virksomheder, vidensinstitutioner og myndigheder. Fundamentet skal på plads, og der skal etableres en enighed om, hvad ”der er godt nok” ift. sikkerhed og godkendelser.

Mange led er med andre ord i spil, og alle skal bidrage med det, de er bedst til. Videndeling er endnu et centralt element. For det kan godt være, at man som virksomhed er vant til at holde på sin viden for at beskytte forretningen, men der skal være nogle, der går forrest og rydder vejen, og de skal være klar til at dele deres erfaringer, var budskabet fra flere af konferencedeltagerne.

Stærke billeder baner vejen

”Hvis man kan lave et billede af fremtiden, er man godt på vej” blev der sagt i et af dagens oplæg – og heldigvis blev der på konferencen skabt nogle stærke billeder af, hvad PtX kan. Der var en god energi blandt de deltagende nøgleaktører – nogle steder slog det endda næsten ”gnister” – og den energi skal nu omsættes til konkrete aktiviteter og samarbejder.

”GTS-institutterne er klar til at tage en aktiv rolle i udviklingen af PtX og i at bringe værdikæden sammen i stærke partnerskaber”, slog Henrik Hassing, FORCE Technology, afslutningsvis fast.
Med konferencen om ”Sikkerhed og standarder som driver for Power-to-X” er bolden givet op. I de kommende år vil det vise sig, hvordan – og hvor hurtigt – bolden kommer helt i mål.

Baggrund

Konferencen er en del af fire GTS-institutters samlede indsats for at fremme innovation og udvikling af PtX i Danmark. Konferencen er den første i en række af fire og den blev holdt i samarbejde med Dansk Standard.

Læs mere om GTS-institutternes arbejde med PtX i resultatkontraktregi her.