Teknologisk Institut har netop indviet det første fleksible testanlæg til fangst af CO2, Carbon Capture Lab. Med anlægget bidrager GTS-instituttet til den teknologiske udvikling indenfor fangst, lagring og anvendelse af CO2, og gør det nu muligt for virksomheder og projekter at teste, udvikle og dokumentere virkningen af carbon capture teknologier i praksis.
Regeringen har en ambition om, at der skal indfanges 34 mio. tons CO2 over de næste 15 år. Heraf skal der lagres 3,2 mio tons CO2 om året fra 2029. Men ifølge rapporten Teknologisk Udsyn: CCUS: Sådan bliver Danmark Klar til det grønne erhvervseventyr fra oktober 2023 er der brug for at teste teknologien i praksis. Teknologisk Institut åbner derfor et nyt testcenter, Carbon Capture Lab.
“Der er behov for en accelereret teknologisk udvikling af udstyr, som i praksis kan indfange, transportere og lagre CO2. Med vores nye avancerede testcenter, Carbon Capture Lab, kan virksomheder, under industrinære forhold, få hjælp til videreudvikling og samtidig få testet og dokumenteret om nye carbon capture teknologier vil virke i praksis”, siger markedschef for CCUS Jan Boyesen, Teknologisk Institut.
Teknologien skal videreudvikles og modnes
Den overordnede udfordring for, at de høje danske CCS-ambitioner kan indfries, er at få videreudviklet og modnet teknologien, så den kommer til at fungere på en tilstrækkelig energieffektiv måde.
“Vores Carbon Capture Lab har fokus på næste generation af teknologier til CO2 fangst, hvor virksomhederne får mulighed for at afprøve prototyper af i en størrelse, der både er håndterbar og økonomisk rentabel. I anlægget vil projekter og virksomheder kunne afprøve teknologier med fokus på at reducere energiforbrug og emissioner samt løse teknologiske udfordringer. Fx ved at teste carbon capture på forskellige typer af emissioner fra fx industrien og kraftværker”, siger centerchef Morten Gottlieb Warming-Jespersen, Teknologisk Institut.
Testcenteret bliver hilst velkommen af bl.a. energiselskabet Ørsted:
”For Ørsted er det en ny teknologi, hvor vi fortsat ønsker at opbygge og udvide vores viden. Testanlæg som Teknologisk Instituts kan komme til at fungere som en slags ”sandkasse”, hvor forskellige teknologier og processer kan prøves af i lille skala”, siger chefen for anlægsteknologi hos Ørsted, Kasper Stefan Frederiksen.
Det nye laboratorie kan håndtere op til 100 kg CO2 om dagen, og vil fremadrettet kunne bruges af virksomheder til at teste og optimere deres metoder til fangst af CO2.
Læs mere om det nye Carbon Capture Lab her
Foto: Teknologisk Institut
Seneste aktuelt
11. december 2024
NIS2-anbefaling: Må ikke gøres unødigt komplekst
11. december 2024