En netop udgivet rapport fra FN’s miljøprogram UNEP tegner et ildevarslende billede af den globale indsats for vand. Danmark scorer lavt når det kommer til kvaliteten af vores grundvand, mens vi dog som en af få lande fremhæves som gode til at holde styr på vores vandressourcer.
FN’s miljøprogram, UNEP, har i forbindelse med konferencen World Water Week i Stockholm offentliggjort nye statusrapporter. Disse globale rapporter er udarbejdet med bidrag fra danske eksperter inden for vand og data. De bygger på data, som hvert land har godkendt, og analyserne udføres i samarbejde med UNEP-DHI Centre i Hørsholm, der er et partnerskab mellem UNEP og DHI.
Rapporterne er led i den globale monitering af verdensmålene for bæredygtighed frem mod 2030. De tre nye rapporter omhandler status for tre delmål under Verdensmål 6, der fokuserer på bæredygtighed for vandmiljø og menneskers adgang til vand.
Forvaltning af vandressourcer
Kigger man på forvaltningen af vandressourcer, så klarer Danmark sig godt, mens det dog halter globalt. Forvaltningen måles på temaer som lovgivning og planer, brugerdeltagelse og finansiering. Gennemsnitligt scorer verdens lande 57 pct., hvor 100 pct. står for en perfekt indsats, og målsætningen er minimum 91 %. Mens de tilsvarende scorer for 2017 og 2020 var lavere og dermed illustrerer en fremgang, så går det alt for langsomt. Ifølge rapporten mangler der både finansiering og politisk vilje for at løse udfordringen.
Som nævnt klarer Danmark sig dog rigtig godt, da det i de nye data lykkes at opnå en scorer på hele 95 pct. Det betyder at Danmark – som ét af blot 11 lande – allerede har opnået målsætningen.
Står skidt til med vandkvaliteten
I 2023 viser resultaterne for vandkvalitet, at 56 pct. af de globale vandområder, der rapporteres om, er vurderet til at være i “god tilstand”. Det betyder også, at 44 pct. af vandområderne endnu ikke har opnået “god tilstand”. Rapporten understreger, at uden en betydelig forøgelse af ressourcerne til området vil udfordringerne med vandkvaliteten i verden ikke være løst inden 2030.
Danmark ligger ligesom flere andre europæiske lande lavt på listen med kun 29 pct. af de rapporterede vandområder i “god tilstand”. For Danmark i 2023 gælder dette tal kun for grundvandskvaliteten, hvilket hænger fint sammen med de hyppige fund af forureninger i danske vandboringer.
Data for verdens vandøkosystemer viser, at der er en nogenlunde stabil tilstand i vandøkosystemerne, men på et lavt niveau. Halvdelen af verdens lande har mindst én type af vandøkosystemer, der er i tilbagegang. Situationen er værst i Afrika, Central- og Sydøstasien. De primære årsager er forurening, dæmningsbyggeri, ændret arealanvendelse, overforbrug af vand og klimaændringer. Andelen af Danmarks areal, der omfattes af vandrelaterede økosystemer, har været nogenlunde stabil i de seneste 10 år.
FN og alle verdens lande opgør hvert tredje år status for alle 17 verdensmål og 169 delmål.
Læs mere om FN-rapporterne her
Foto: DHI
Seneste aktuelt
20. november 2024
Få styr på EU’s cybersikkerhedskrav: En guide til SMV’er
20. november 2024
Afgørende fokus på brandsikkerhed ved renovering og varmt arbejde
15. november 2024