Nyt projekt vil reducere udledningen af lattergas fra landbrugsarealer betydeligt inden 2030. Teknologisk Institut er projektleder – og formålet er at udvikle en platform på markniveau, som gør det muligt at teste og validere teknologier og dyrkningsstrategier.
Der er tale om et femårigt innovationsprojekt, SmartField, og det har modtaget en bevilling på 134 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden.
Projektets formål er at etablere en forsknings- og testplatform, så Danmark bliver et fyrtårn, der viser vejen for, hvordan lattergas-udledning (N2O) fra landbruget kan reduceres. Derudover skal projektet bidrage til en mere præcis opgørelse af lattergasemissioner både lokalt og nationalt. SmartField-projektet starter i andet kvartal af 2024.
”SmartField-initiativet demonstrerer Danmarks engagement i at skabe et mindre klimabelastende landbrug og kommer til at spille en central rolle for fremtidens landbrug”, siger Juan Farré, administrerende direktør ved Teknologisk Institut, og fortsætter:
”Gennem innovativ forskning og internationalt samarbejde sigter vi mod at sætte en global standard for test og validering af løsninger, der reducerer samt nøjagtigt registrerer de klimatunge lattergas-udledninger fra landbruget. Vi er stolte over, at Teknologisk Instituts mange års dedikerede forskning, engagement og opbygning af ekspertise på området nu kvalificerer os til at lede dette banebrydende projekt”.
Visionen for SmartField er at opnå en dokumenteret reduktion af lattergas fra dansk landbrug på 20-30 procent, uden en negativ indvirkning på udbytte og miljøforhold.
Fakta om SmartField
- Formål: Fremskynde validering, skalering og implementering af løsninger, der reducerer udledninger af drivhusgassen lattergas (N2O), samt udvikle en internationalt accepteret ramme for nøjagtig måling af lattergas-udledning fra landbrugsjord.
- Projektets tidsperiode: 2024-2029
- Bevilling: 134 mio. DKK fra Novo Nordisk Fonden
- Partnerne udover Teknologisk Institut er Novo Nordisk Fonden, Aarhus Universitet, Land-CRAFT Pioneer Center, Københavns Universitet, Colorado State University og SEGES Innovation.
- Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri vil gennem Landbrugsstyrelsen indgå som observerende ikke-finansielle partnere, der skal sikre videns- og datadeling.
Foto: Teknologisk Institut
Seneste aktuelt
30. oktober 2024
Konference: Sådan bliver din SMV resilient
30. oktober 2024