Behovet for flere medarbejdere i det kommunale velfærdsudbud er til at få øje på. En undersøgelse som Teknologisk Institut, CareNet og Danish.Care står bag viser, at kommunerne ser teknologiske løsninger som afgørende for at løse rekrutteringsudfordringerne. På trods af de positive holdninger til velfærdsteknologi, er der dog stadig barriere, der står i vejen for gevinsterne.
Ifølge en ny undersøgelse, foretaget af Teknologisk Institut, CareNet og Danish.Care, er det tydeligt, at teknologi er en del af løsningen på den personalemangel, som de danske kommuner oplever nu og i fremtiden. Faktisk svarer hele 96 pct. af de danske kommuner, at de ser mere positivt på teknologi som en del af løsningen på manglende hænder i fremtiden.
De nye tal viser også, at 100 pct. af de adspurgte kommuner svarer, at de i deres kommune i nogen grad eller i høj grad gør sig overvejelser om, hvordan man skal løse problemet med manglende medarbejdere de kommende år.
“Vores undersøgelse viser klart, at teknologi kan være en nøglefaktor i at afhjælpe personalemangel i kommunerne. Det er vigtigt, at vi fremmer en kultur, hvor der er plads til at lade teknologiløsninger få en markant rolle for at sikre, at borgerne får den bedst mulige pleje”, fortæller forretningsleder ved Teknologisk Institut, Birgitte Østergård Sørensen.
Der er stadig lang vej
Nogle danske kommuner er allerede godt i gang med at integrere velfærdsteknologi, andre har kun lige dyppet tæerne, mens få endnu ikke har taget springet. Trods udfordringerne ligger der et stort potentiale i at frigøre arbejdskraft ved hjælp af velfærdsteknologi. En undersøgelse viser, at hele 86 procent af kommunerne mener, at de i nogen grad har haft succes med dette, men samtidig erkender de, at der stadig er en lang vej til at udnytte det fulde potentiale.
Undersøgelsen fremhæver tre primære barrierer for anvendelsen af velfærdsteknologi: implementering i praksis (55 pct.), juridiske problemstillinger (48 pct.), og økonomi (48 pct.).
På den positive side vurderer 94 pct. af de adspurgte kommuner, at velfærdsteknologi forbedrer borgernes livskvalitet, og 98 pct. ser teknologisk succes som afgørende for at bevare velfærdsniveauet i kommunen.
“Selvom medarbejderne er mere åbne for at bruge teknologi, står vi over for betydelige udfordringer med lovgivning og økonomi. Det er afgørende, at vi skaber rammer, der gør det muligt at implementere teknologi effektivt og med succes. Man skal huske, at teknologi i sig selv ikke giver værdi. Men det er i samspil og målrettet, at teknologien kan være en styrke. Det gælder både i problematikken med manglende personale, men også når det kommer til sundhedsfremme, forebyggelse og tryghed i eget hjem,” siger Ivan Kjær Lauridsen.
Direktør ved Danish.Care, Morten Rasmussen, mener også, at der skal kigges nærmere på barriererne for teknologiens udbredelse i kommunerne.
“Mange kommuner oplever, at komplekse og ofte uigennemskuelige regler som for eksempel GDPR og dataopbevaring står i vejen for at kunne udnytte teknologiens fulde potentiale. Det er nødvendigt med en klarere lovgivning, der både beskytter borgerne og giver kommunerne mulighed for at implementere innovative løsninger effektivt,” siger Morten Rasmussen, der også påpeger at de kommunale budgetter begrænser udviklingen, hvor man måske bør se på, hvordan statslige støtteordninger og flere offentlige-private samarbejder kan være løsningen.
Hvilke teknologier er der tale om?
Nedenstående overblik giver en indikation på, hvilke teknologier, der oftest nævnes af kommunerne som afgørende i jagten på højere kvalitet og bedre bemanding på de kommunale velfærdsområder.
Skærmteknologi
Skærmteknologi er nævnt klart flest gange blandt respondenterne (ved omkring 75 pct.). Det gælder særligt ift. skærmbesøg hos borgeren, men også til intern kommunikation i organisationen.
Digitale trænings- og genoptræningsløsninger
Lige under halvdelen af respondenterne nævner også digitale trænings- og genoptræningsløsninger, som kan hjælpe borgerne med at genvinde eller bevare mobiliteten på distancen.
Medicinteknologi og -robotter
I samme lag findes medicinteknologi- og robotter, som sikrer, at borgeren i højere grad kan klare medicineringen på egen hånd i det daglige.
Automatiske vende/kip-systemer
En god håndfuld respondenter svarer automatiske vende/kip-systemer, der blandt andet kan sikre bedre sårheling, forebygge tryksår og skabe færre forstyrrelser af nattesøvnen.
Sensorteknologi til monitorering
Samme mængde svarer sensorteknologi til monitorering – det kan være monitorering af borgeres sundhedsværdier, monitorering for faldforebyggelse, sensorbleer mv.
Øvrige teknologier
En lang række teknologier nævnes i mindre omfang – heriblandt briller til øjendryp, strømpepåtagere, intelligente drikkeglas, Virtual Reality, loftlifte, løftestole, skylle/tørre-toiletter, sansestimuleringsteknologier og RPA’er til administrative arbejdsgange internt i kommunerne.
Hele undersøgelsen fremlægges på konferencen Velfærdsteknologi anno 2024 den 3. oktober i Odense Congress Center.
Foto: Teknologisk Institut
Seneste aktuelt
20. november 2024
Få styr på EU’s cybersikkerhedskrav: En guide til SMV’er
20. november 2024
Afgørende fokus på brandsikkerhed ved renovering og varmt arbejde
20. november 2024
Kan AI erstatte den manuelle screening af 10.000 gamle kort?
20. november 2024