I et nyt høringssvar fra GTS fremhæves behovet for at styrke synergi og samarbejde på tværs i systemet. Dette med henblik på at nye projekter ikke overlapper eller overser samarbejdsmuligheder med eksisterende projekter.
Anbefaling til udformning af strategi for erhvervsfremme 2024 – 2027
GTS-foreningen ser frem til Erhvervsfremmebestyrelsens strategi for de snart kommende tre år. Vi kvitterer for den høringsproces, der har været i erhvervshusene, hvor GTS-foreningen og GTS-institutterne har bidraget med input. Et særligt og regionalt tværgående input fik vi dog ikke bidraget med. Det gør vi her.
Undgå parallelopbygning og sikre synergi i innovations- og erhvervsfremmesystemet gennem krav til projektansøger om offentliggørelse af projektet
For at sikre virksomhedernes adgang til et overskueligt og gennemsigtigt innovations- og erhvervstremmesystem er der til stadighed behov for at styrke synergi og samarbejde på tværs i systemet. Dette er bredt anerkendt blandt myndigheder og aktører, og DEB har i sine udbud i stadig højere grad betonet vigtigheden heraf.
Imidlertid mener vi, at disse bestræbelser bør styrkes yderligere gennem etableringen af en overordnet og velbeskrevet systematik i tildelingssituationen sådan, at det i højere grad sikres, at en projektansøger ikke med sit projekt overlapper eller overser samarbejdsmuligheder med andre projekter eller kommercielle erhvervsaktiviteter. Det gælder i særlig grad for projekter, der samler aktører på tværs i økosystemet så som klynger, fyrtårne og projekter, der opbygger test- og demonstrationsfaciliteter i Danmark.
Vi anbefaler derfor, at handleplanen, der skal udmønte strategien, indeholder udarbejdelsen af en overordnet og generelt gældende systematik for fremtidens udbud.
Vi anbefaler konkret, at DEB i sine udbud beder projektansøgere om at forholde sig til deres position i forhold til andre aktører i innovations- og erhvervsfremmesystemet, fx til om der er faciliteter, vidensinstitutioner med kompetencer, netværk for virksomheder, der er sammenlignelige med dét, som der søges midler til at realisere. Hvis et overlap er tilfældet, må ansøgningen indeholde en beskrivelse af, hvad der specifikt suppleres med. Dette for i fasen for projektudformningen at skærpe opmærksomheden på at sikre synergi i erhvervsfremmesystem og undgå parallelopbygning.
Konkret kan der stilles krav om, at ansøger forholder sig til: Sammenhængen til det øvrige innovations- og erhvervsfremmesystem. Dette særligt i forhold til om andre aktører allerede udfører tilsvarende opgaver, (fx om projektet indeholder projektudvikling, fundraising, projektledelse, som også udføres af offentlige eller private aktører); om allerede etablerede test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter helt eller delvist dækker de identificerede behov og hvorvidt der på baggrund af dette, er risiko for ”crowding out” via anvendelse af offentlige midler, hvor der allerede er aktører, kapacitet eller etablerede markeder.
Til inspiration for udformningen af en styrket koordineringsindsats kan vi henvise til den metode, der anvendes når GTS-institutterne søger om tildeling af resultatkontrakt-midler. Her er der krav om en decideret offentlig høring af forslag til indsatsområder. Forslagene formidles på Bedreinnovation.dk og andre aktører – offentligt støttede såvel som kommercielle – kan gøre opmærksom på, at der allerede findes aktiviteter. Samtidig kan aktører kommentere på projektforslaget og deres bemærkninger indgår i den endelige vurdering af indsatsen.
Vi håber, at DEB vil tage videre skridt for at styrke en overordnet og generelt gældende systematik for at øge synergien i innovations- og erhvervsfremmesystemet. Vi står i givet fald til rådighed for en uddybning af vores erfaringer med høringer af GTS-indsatser.
Med venlig hilsen
Ragnar Heldt Nielsen
Direktør, GTS-foreningen