CO-industri og DI har netop fremlagt 12 omfattende forslag til, hvordan Danmark kan holde gang i virksomhedernes forsknings- og udviklingsaktiviteter. Forslagene spænder vidt og flere har fokus på, at mere teknologi skal i anvendelse.

I kølvandet på corona-krisen risikerer Danmark at miste sin konkurrencekraft. Derfor er det er helt afgørende, at vi med det samme begynder at understøtte forsknings- og udviklingsaktiviteterne i de danske virksomheder. Det er budskabet fra CO-industri og DI, der står bag 12 forslag til, hvordan det kan ske. Nogle af forslagene handler om, hvordan vi bedste muligt holder hånden under eksisterende FoU-aktiviteter, mens andre handler om behovet for at skabe gode fremadrettede behov.

100 mio. kr. til GTS-indsats

I forhold til GTS peger CO-industri og DI på, at der ekstraordinært skal afsættes 100 mio. kr. i 2021 og 2022 til GTS-institutterne. Det skal gøre det muligt at igangsætte en målrettet indsats for at hjælpe virksomheder med rådgivning, test og udvikling til en teknologisk omstilling af deres forretning. Formålet med denne indsats er især at understøtte små og mellemstore virksomheders fortsatte teknologiudvikling.

”Danmark skal gøre alt for at understøtte virksomhedernes forsknings- og udviklingsaktiviteter. Corona-krisen betyder, at virksomheder ikke længere kan fortsætte ”business-as-usual”. Der vil være behov for at skabe fremtidens produktionssystem med større kontrol og mere fleksibilitet. Det kan med fordel ske ved at anvende ny teknologi som fx 3D print, robotter, avancerede materialer og nye digitale løsninger. Det skal sikre større modstandskraft mod svigt i globale værdikæder og uforudsete hændelser. Samtidig vil det i betydelig grad understøtte den grønne omstilling”, siger direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen og fortsætter:

”Derfor er vi glade for, at CO-industri og DI er kommet med konkrete forslag til, hvordan vi understøtter virksomhedernes FoU-aktiviteter. Vi glæder os naturligvis over, at der bliver peget på, at GTS-institutterne kan gøre en forskel i den ekstraordinære situation, vi står i. GTS-institutterne har en omfattende teknologisk infrastruktur med serviceydelser, der direkte understøtter virksomheders FoU-aktiviteter. Ydelserne er især målrettet små og mellemstore virksomheder uden specialkompetencer til på egen hånd at omsætte forskningstung viden og ny teknologi til fremtidens processer og produkter. GTS-infrastrukturen giver mulighed for at afprøve teknologierne og dermed speede processen op”.

GTS kan bidrage i flere af indsatserne

Udover, at der i en af anbefalinger peges direkte på en GTS-indsats, så har flere af de andre punkter fokus på behovet for at understøtte, at flere virksomheder får adgang til ny teknologi. CO-industri og DI anbefaler bl.a.:

  • At der bliver afsat 1,5 mia. kr. til en midlertidig særbevilling til Innovationsfonden. Bevillingen skal understøtte udviklings- og innovationsaktiviteter i virksomheder, som er i risiko for at lukke aktiviteterne ned pga. krisen.
  • En corona-omstillingsvoucher der giver virksomheder mulighed for et teknologiomstillingsforløb. Til dette formål anbefales en bevilling på 100 mio. kr. om året i 2020 og 2021.

For at styrke de fremadrettede vilkår for danske virksomheder ønsker CO-industri og DI bl.a.:

  • Et løft af den tekniske og naturvidenskabelige forskning. Konkret bliver det anbefalet at afsætte 3 mia. kr. i 2021 til forskning inden for primært teknik- og naturvidenskab.
  • At der afsættes yderligere 300 mio. kr. til MADE i 2021. Det skal gøre det muligt i regi af MADE at udvikle nye bæredygtige produktionsmetoder, materialeudvikling m.m.
  • Desuden skal der investeres i forskning og udvikling ift. kunstig intelligens og robotter med fokus på at bringe nye teknologier i spil i virksomheder og samfund. Til dette anbefales det at afsætte yderligere 1,2 mia.kr. i 2020.

Yderligere information

Du kan læse mere om forslaget ”Ud af krisen med forskning og innovation” med de 12 anbefalinger fra CO-industri og DI her

Foto: FORCE Technology, fotograf Jon Norddahl