Forskningsprojektet Wood:UpHigh har udviklet et vigtigt videnskatalog om biobaseret byggeri. Projektet har resulteret i 10 testrapporter, der nu er frit tilgængelige for byggebranchen, og som tilbyder afgørende data om brandmodstandsevnen ved brug af biobaserede materialer i højere konstruktioner.

DBI’s forskningsprojekt Wood:UpHigh har skubbet til grænserne for, hvor højt man kan bygge med en kombination af bærende trækonstruktioner og biobaserede isoleringsmaterialer.

Ved projektets afslutning ligger der nu 10 testrapporter, som byggebranchen frit kan anvende som grundlag for at dokumentere brandmodstandsevnen, når der skal bygges med biobaserede materialer i højden.

I de præaccepterede løsninger er det i dag muligt at bruge bærende trækonstruktioner i bygninger op til 12 meter og biobaseret isolering op til 22 meter. Men hvis man kombinerer de to, går grænsen allerede ved 5,1 meter. Wood:UpHigh har demonstreret, at brandmodstandsevnen ikke er en udfordring for at bygge i højden med de testede konstruktioner, mens isoleringsmaterialernes reaktion på brandegenskaber dog stadig skal håndteres af en brandrådgiver i brandklasse 3/4 som en afvigelse fra de præaccepterede løsninger.

“Det har været vigtigt for os at vise markedet, at det godt kan lade sig gøre at bygge biobaseret i højden. Byggeriet har med de ti testrapporter nu en stor værktøjskasse, der kan bruges”, siger Christen Kjer-Hansen, der er DBI’s projektleder for Wood:UpHigh.

Fra test til virkelighed

Hvis en arkitekt eller entreprenør ønsker det, kan de tage udgangspunkt i de konstruktioner, der fremgår af testrapporterne, og så lade en brandrådgiver håndtere den afvigelse på isoleringsmaterialets reaktion på brand, som stadig står tilbage i brandklasse 4.

“Vi havde en bygherre, som gerne ville bygge nogenlunde det samme, som vi havde dokumenteret i en af testrapporterne. Men da de specifikke brands af materialer er anonymiseret i rapporterne, ville bygherrens brandrådgiver ikke godtage rapporten som dokumentation. Her kunne vi så tilbyde en bedømmelse på baggrund af testrapporten, og ad den vej kom bygherren hurtigt og billigt i mål med sit ønske,” forklarer Christen Kjer-Hansen.

Rapporterne er designet til at være neutrale og ikke favorisere nogen producenter, hvilket kræver, at DBI tilføjer en ekstra sikkerhedsmargen i deres bedømmelser. Christian B. Andersen, funktionsleder i DBI’s brandtestafdeling, tilføjer at: “Rapporterne fra Wood:UpHigh er super-velegnede til at lave bedømmelser ud fra, da der er målinger fra termoelementer hele vejen igennem de forskellige konstruktioner”.

Selvom målet var at integrere resultaterne i byggeriets præaccepterede løsninger, erkender Christen Kjer-Hansen, at vejen dertil er lang. En arbejdsgruppe overvejer nu, hvordan resultaterne bedst indsendes til Social- og Boligstyrelsen for eventuel godkendelse.

“Det er vigtigt for os, at resultaterne kommer ud at leve, og at vi lykkes med at skubbe til de nuværende barrierer for biobaseret byggeri. Derfor har vi også et stort fokus på at formidle resultaterne og budskabet om, at bedømmelser kan være vejen frem til hele branchen,” slutter Christen Kjer-Hansen.

Wood:UpHigh er støttet af Realdania, Grundejernes Investeringsfond og Uddannelses- og Forskningsministeriet via DBI’s resultatkontrakt.

Læs mere her

Foto: DBI