Brugen af batterier er i hastig udvikling, men den eksisterende viden om brandsikkerhed ved batteribrande er mangelfuld. Derfor er DBI med i et nyt projekt, som skal skabe ny viden på området og komme med anbefalinger til beredskaberne.

Litium-ion-batterier bliver stadigt mere udbredte. Fra elbiler og elcykler til elscootere og elektriske løbehjul. Selvom risikoen for brand i disse batterier er statistisk lille, kan brande, når de opstår, være komplekse og tidskrævende at slukke. I de værste tilfælde kan de endda udvikle sig til eksplosive hændelser.

Ny brandrisiko ved brugte batterier

Med en stigende anvendelse af litium-ion-batterier i en bred vifte af produkter og transportformer, vokser mængden af brugte batterier også. Mange af disse batterier gennemgår en recycling-proces, hvor metallerne bliver genanvendt i produktionen af nye batterier. Andre batterier bliver repareret og tjekket for derefter at blive genbrugt. Desværre ender nogle batterier også med at blive solgt og genbrugt gennem et ureguleret marked for brugte varer.

“Disse second life-batterier er potentielt problematiske, fordi de kan være slidte, misligholdte eller skadede. Det ændrer de kemiske processer i batterierne, så de har lavere ydeevne og måske højere varmegenerering. De har en mere uforudseelig adfærd, såsom thermal runaway, der kan lede til brand eller eksplosion”, forklarer Agata Gallas-Hulin, Research Consultant hos DBI, og fortsætter:

“Risikoen øges yderligere, hvis de anvendes i en anden sammenhæng, end de oprindeligt er udviklet til og uden den rette batteristyringssoftware. Det kan f.eks. være til batterilagringssystemer i private boliger med solceller eller en hustandsvindmølle”.

BESAFE-projektet

Den øgede brandrisiko i forbindelse med en stigning i brugen af Litium-ion-batterier er baggrunden for projektet BESAFE, hvor DBI sammen med Hovedstadens Beredskab står for udformningen af projektet.

Projektets navn er BESAFE, hvor navnet er en sammentrækning af Battery Explosion Safety. På verdensplan er der adskillige eksempler på batteribrande, som har ført til eksplosioner, og det danske projekt er inspireret af en kommerciel DBI-test hos RESC Rednings- og sikkerhedscenter i Korsør. Her eksploderede elbiler to gange, fordi røggasser, der ophobede sig i kabinen fra en fremprovokeret thermal runaway i batteriet, blev antændt. Begge gange medførte eksplosionerne anseelig materiel skade på DBI’s testfaciliteter.

“Det er en stor og reel bekymring for beredskaberne, at ustabile batterier finder vej ind i private hjem, hvor brandfolkene ikke er forberedte på at håndtere situationerne”, siger Agata Gallas-Hulin.

Testserie

Projektet er bygget op omkring tre serier af test. I den første vil DBI undersøge tilstanden i forskellige litium-ion-batterier, som Stena Recycling leverer, og definere de kritiske parametre for en batterieksplosion. I den forbindelse vil DBI også analysere de gasser – både mængde og sammensætning – som frigives under thermal runaway.

På baggrund af resultaterne i de to første testserier skal et internationalt panel af rådgivende eksperter komme med anbefalinger til, hvilke strategier for bekæmpelse af batteribrande der skal testes og evalueres i fuld skala i den tredje og sidste testserie. Her vil batterisystemer blive placeret i et miljø, som skal gøre det ud for et typisk rum i et hus, og der vil blive målt temperatur, tryk og varmeudvikling, ligesom der også vil blive optaget video, mens brandfolk bekæmper branden.

“Disse tests skal fastslå effekten af forskellige strategier under forskellige forhold og identificere de taktiske overvejelser, som brandfolkene, der er først på brandstedet, bør gøre sig. Det hele samles i en rapport, som kommer med konkrete anbefalinger til beredskaberne”, siger Agata Gallas-Hulin.

Læs mere om projektet og de deltagende aktører her

Foto: Unsplash