Erhvervsministeren og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har indgået aftale om en ny strategi for Erhvervsfremme i Danmark 2020-2023.
Med denne aftale rykker beslutningerne tættere på de lokale virksomheder og får et stærkt fokus på følgende tre hovedpunkter:
- Grøn omstilling af de små og mellemstore virksomheder (SMV’er)
- Erhvervsudvikling, der bidrager til et sammenhængende Danmark
- At skabe et fundament for fremtidens arbejdspladser gennem øget innovation.
”Det er afgørende med lokalt ejerskab og engagement, hvis vi skal få erhvervsfremme ud at gøre gavn for virksomheder i hele landet. Det har derfor været en prioritet for mig, at vi får de lokale aktører spillet mere på banen. Med aftalen sikrer vi, at de tværkommunale erhvervshuse får en ny og stærkere rolle i tilrettelæggelsen af en mere decentral erhvervsfremmeindsats,” udtaler erhvervsminister Simon Kollerup (S).
Aktiv medspiller i forhold til klima-ambitioner
Med aftalen vil erhvervsministeren blandt andet inddrage Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i arbejdet med at følge op på regeringens klimapartnerskaber, der på den måde bliver en aktiv medspiller i arbejdet med at indfri klimalovens ambitioner.
Strategien er udarbejdet i tæt samarbejde med de tværkommunale erhvervshuse, der med deres placering 12 forskellige steder i landet har en forståelse af virksomhedernes lokale udfordringer, muligheder og forskelle. Der er dermed enighed blandt erhvervsministeren og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse om, at erhvervshusene skal have en styrket rolle i at føre strategien ud i livet.
Ud over det grønne fokus, skal strategien også lede til initiativer, der forbedrer virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft, styrker iværksætteri og øger digitalisering, automatisering og internationalisering i erhvervslivet.
”Vi ser et kæmpestort potentiale for mere digitalisering i virksomhederne, og vi har brug for, at flere iværksættere udvikler og udbygger deres virksomheder, så der kan skabes fornyelse og vækst i dansk økonomi – og så vi både får inspireret og udfordret de etablerede virksomheder,” fortæller formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Jakob Riis.
Fokus på 12 danske styrkepositioner
Strategien sætter rammerne for en mere fokuseret indsats for de danske klyngeorganisationer, som på tværs af landet skal styrke virksomhedernes innovation gennem øget samarbejde med universiteter og andre videninstitutioner.
Med strategien skal der derfor vælges ti styrkepositioner og to spirende styrkepositioner, som den offentlige klyngeindsats skal fokuseres indenfor.
Strategien er udfærdiget efter et års arbejde med analyser, workshops og dialog med mere end 1.200 forskellige virksomheder, kommuner, lokale erhvervsfremmeaktører, brancheorganisationer, fagforeninger, videninstitutioner og andre interessenter.
Seneste aktuelt
30. oktober 2024
Konference: Sådan bliver din SMV resilient
30. oktober 2024
Hvordan skaber vi robuste digitale samfund?
30. oktober 2024
Håndbog for højsikkerhed i bygge- og anlægsprojekter
25. oktober 2024