Høringssvar vedrørende udkast til lov om ændring af loven om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond.
Tak for muligheden for at sende høringssvar til ovenstående lovændring for administrationen af tilskud fra strukturfondsloven.
GTS-institutterne håber i den nye programperiode at kunne deltage aktivt i strukturfondsprojekterne og dermed yderligere understøtte den decentrale erhvervsfremmeindsats i Danmark og sikre et sammenhængende erhvervsfremmesystem i praksis.
Desværre kan vi konstatere, at der med lovudkastet sker en klar forringelse af programmet, hvilket de facto indebærer, at GTS-institutterne kun vil kunne deltage som partner i regional og strukturfondsprojekter i yderst begrænset omfang.
Finansieringen af projektomkostninger falder i den nye programperiode fra 50 til 40% og med en overhead på 7-25%. Dermed vil GTS-institutternes egenfinansiering blive øget markant. GTS-institutterne er almennyttige private organisationer der udfører uafhængig forsknings- og udviklingsvirksomhed til gavn for offentligheden. Det øgede krav om egenfinansiering vil betyde at GTS-institutterne skal nedprioritere andre projekter og aktiviteter.
For at kompensere for dette bør det fra dansk side sikres, at støtteintensiteten øges til 100% for vidensinstitutionerne (herunder GTS-institutter). Det vil efter vores vurdering kunne rummes indenfor de gældende rammer fra EU.
I den videre udmøntning af programmerne bør de danske myndigheder desuden lade kravet om, at der skal indgå en vidensinstitution som partner i projekterne udgå. Dermed skal der i højere grad åbnes for at vidensinstitutioner deltager som underleverandører i projekterne. Herved tages der højde for én af pointerne fra COWI’s seneste midtvejsevaluering af regionalfonden i DK, hvoraf det fremgår, at det er vanskeligt for vidensinstitutioner at deltage i det tidligere program grundet administrative byrder og uattraktive økonomiske rammer. Det står i skarp kontrast til, at det samtidig konkluderes, at virksomhedernes produktivitet og vækst øges markant, når de indgår i samarbejdsrelationer med vidensinstitutioner.
I den videre udmøntning af bestemmelserne bør bestræbelserne for at lette de administrative byrder for både administrationen og støttemodtagere intensiveres. Som det fremgår af vores tidligere fremsendte forslag til byrdelettelser, så er detaljeringsgrader for bl.a. dokumentation af timer og udlæg i den nuværende programperiode væsentligt højere end andre programmer i både EU men også nationale programmer. I EU’s nye rammeprogram, Horizon Europe, er der eksempelvis lagt væsentligt større vægt på accept af støttemodtagernes almindelige regnskabspraksis. Noget tilsvarende bør kunne implementeres i det danske regelsæt for at opnå en bedre balance mellem tillid og kontrol.
Vi er derfor ærgerlige over, at §16, stk. 2 i den gældende lov (s. 66 i materialet) udbygges yderligere. Herved stilles der yderligere krav til dokumentation både ift. årsregnskaber men også regnskabsmaterialet ift. periode- og delregnskaber. I andre programmer kan projektrevisionen verificere og kontrollere dette materiale. Vi anbefaler derfor at ændringen udgår.
Vi finder desuden, at det kan give anledning til misforståelser at det foreslås i lovforslaget, at der i bestemmelsen i § 6, stk. 2, nr. 1, (s. 62 i materialet) indsættes »output, effekter eller«, således tilskud kan bortfalde helt eller delvist, og et allerede udbetalt tilskud kan kræves tilbagebetalt helt eller delvist, hvis det konstateres, at projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med de forud godkendte planer og betingelser, herunder at projektet ikke når de forudsatte output, effekter eller resultater. GTS mener at projekterne naturligvis skal gennemføres ift. godkendte planer og betingelser, men der er en risiko for at bestemmelsen om projektet har opnået de forudsatte output og effekter kan blive en vurderingssag.
I lovudkastet uddybes det, at med begreberne »output og effekter« forstås de mål, der er opstillet i projektet. GTS foreslår, at »output og effekter« udgår eller ændres til ”mål”, som i højere grad afspejler intentionen med ændringen.
Endelig tillader vi os at henvise til vores tidligere fremsendte (19. december 2019) forslag til byrdelettelser i administrationen af regionalfondsprogrammet, da en lang række af de her påpegede forhold stadig gør sig gældende. Vi står naturligvis til rådighed for uddybning og videre dialog, når de vigtige detaljer i støtteberettigelsesreglerne skal udformes.
Med venlig hilsen
Ragnar Heldt Nielsen
Direktør, GTS-foreningen