Virksomheden Acembee gennemgik en grundig bæredygtighedsscreening af deres IoT-løsning, der effektivt indsamler data fra sensorer. Screeningen gav virksomheden ny viden og resulterede i et betydeligt mere konkurrencedygtigt produkt på markedet.

Tech-virksomheden Acembee er bevidst om, at en innovativ startup bør have bæredygtighed højt på dagsordenen. Men hvad indebærer det, og hvordan ved man, om man gør det rigtige? Med en bæredygtighedsscreening fik Acembee viden om krav, muligheder og potentiale i forhold til at gøre bæredygtighed til en integreret del af produktudviklingen.

IoT-løsning inspireret af bierne

Tanken bag Acembees IoT-løsning, som netop er kommet på markedet, kan bedst forklares ved at kigge på den ”bi”, der indgår i virksomhedens navn.

Bierne indsamler værdifuld information, så bikuben får de bedste muligheder for at overleve og vokse. Acembee vil gøre det lettere for små og mellemstore virksomheder at bruge IoT. Derfor har virksomheden udviklet en fysisk boks, som kan indsamle data fra en lang række sensorer – enten sensorer, man køber direkte hos Acembee, eller sensorer, man allerede har. Herefter håndterer en abonnementsbaseret dataløsning den indsamlede data fra sensorerne.

Ligesom bier effektivt overfører information og arbejder sammen, sikrer Acembees teknologi altså, at IoT-enheder kommunikerer effektivt, og at kunden nemt kan koordinere og håndtere dataindsamlingen.

Fik screenet produkter for bæredygtighed

Acembee valgte tidligt i produktudviklingen at kontakte FORCE Technology for at få lavet en såkaldt bæredygtighedsscreening.

”Vi ville gerne have en bedre forståelse for vores produkt, og ønskede at tænke bæredygtighed ind i designet fra starten,” forklarer Oline Stærke, stifter og CEO i Acembee.

Screeningen foregik som en workshop. Op til mødet med bæredygtighedsspecialisterne fra FORCE Technology var deltagerne fra Acembee spændte på, hvad forløbet reelt indebar. Ville specialisterne slynge om sig med fagudtryk, og hvordan ville de bedømme virksomhedens produkter?

”Vi blev meget positivt overrasket,” fortæller Oline Stærke. ”De seks specialister, vi mødtes med, ville bare hjælpe os. Deres fokus var på det, der er relevant for lige netop os, og det, der skaber konkret værdi i forhold til bæredygtighed.”

Bæredygtighedsscreening gav konkret og anvendelig viden

Hvad var det så for konkrete input, Acembee fik med sig fra bæredygtighedsscreeningen? Virksomheden fremhæver selv:

  • Viden om muligheder for returnering og genanvendelse.
  • Opmærksomhed på at undgå greenwashing – dvs. risikoen for at oversælge et produkts bæredygtighed
  • Indsigt i EU-lovgivning, særligt RoHS (Restriction of Hazardous Substances) og REACH (Registration, Evaluation, Authorisation, and Restriction of Chemicals). Begge dele sigter mod at gøre produkter sikrere for både brugere og miljøet.
  • Ideer til konkrete forbedringer af bæredygtigheden, fx brug af genanvendelig plast, vejrbeskyttelse med membran, hvis IoT-boksen placeres udenfor og anvendelse af superkondensatorer i stedet for batteriet, så ydelsen og effektiviteten øges

Bæredygtighedsscreeningen har givet Acembee en lang række ideer til optimering af bæredygtigheden i virksomhedens produkter. Faktisk kunne Acembee gå hjem og implementere det meste umiddelbart efter workshoppen.

Læs mere her