Danmark skal op på den store klinge for at løse verdens kriser og sikre sig i den globale konkurrence. Med kunstig intelligens kan vi agere klogere og hurtigere. Med ændringer i vores forbrug og produktion skal vi forbedre klima, miljø, sundhed og sikkerhed. Der er store gevinster ved at omsætte ny teknologi til brugbare løsninger.
Af direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen
For at det kan ske, har vi i Danmark et innovationssystem, der skal accelerere innovation og vækst i danske virksomheder. Her er centrale aktører de syv GTS-institutter (Alexandra Instituttet, Bioneer, DBI, DFM, DHI, FORCE Technology og Teknologisk Institut).
Når GTS-institutterne udvikler ny teknologi målrettet behov i dansk erhvervsliv tager de udgangspunkt i forskning. Der bliver udviklet innovative løsninger på aktuelle udfordringer, og det sker bl.a. via forskningsprojekter støttet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Nu skal en pulje på 1,4 mia. kr. fordeles til de næste fire års satsninger, og det kan ske indenfor fx smart produktion, fremtidens byggeplads eller nye energisystemer.
De nye satsninger skal især motivere små og mellemstore virksomheder til at gå i gang med vidensbaseret innovation. Derfor skal de kommende GTS-indsatser ramme plet og fokusere på konkrete behov i de danske virksomheder – og så skal der sættes ind på områder, hvor ingen andre aktører allerede løfter opgaven.
GTS-institutterne har netop fremlagt 54 forslag til satsninger, som de danske virksomheder har brug for. At vælge fremtidens teknologi er i sagens natur en vanskelig opgave, og det kalder på en helt særlig, åben proces.
Derfor er forslagene nu i høring frem til d. 30. maj, og organisationer, virksomheder og enkeltpersoner kan give input til forslagene. Sammen sikrer vi, at ny teknologi kommer til at spire og gro i dansk erhvervsliv.
Dette debatindlæg har været bragt i Stiften.dk (12. maj), Nordjyske.dk (11. maj) og Nordjyske Stiftstidende (11. maj).
Foto: Teknologisk Institut