I Danmark har vi en 1 pct. målsætning for finansiering af forskning. Men beregningsgrundlaget for 1 pct.-målsætningen bør ændres, så kun det bidrag, som Danmark giver til EU’s forskningsprogrammer, tæller med i forskningsbudgettet. De penge, som forskere derudover tiltrækker, skal være en gevinst, er budskabet fra GTS-foreningen og de øvrige 11 organisationer.
For at klare sig godt i den internationale konkurrence er det helt afgørende, at Danmark er i front, når det handler om at udvikle fremtidens innovative løsninger. Det kræver forskning og udvikling i verdensklasse.
Derfor er det helt skørt, at vi har en uheldig incitamentsstruktur for dansk forskning, hvor danske forskningsinstitutioner og innovative virksomheder straffes, jo mere de indgår i EU’s forsknings- og innovationsprogram.
Konkret betyder det, at når danske forskere og virksomheder henter midler fra EU, så giver dette ikke flere penge til forskning og innovation i Danmark. I stedet bliver det beløb, som den danske stat årligt bidrager med til dansk forskning, reduceret.
Konference satte fokus på problemet
I april holdt de 12 organisationer en konference på Christiansborg, som handlede om Danmark i europæisk forsknings- og innovationspolitik.
Efter konferencen er de 12 organisationer gået sammen om at formulere et forslag om at stoppe modregningen af EU-forskningsmidler.
Forslaget bliver nu sendt til uddannelses- og forskningsministeren og finansministeren, og vi håber at få en dialog med dem. Desuden bliver det delt med aktører i arrangørkredsens respektive netværk.
Kredsen af organisationer, der står bag forslaget er: ATV, Akademikerne, Dansk Metal, Dansk Erhverv, DI, DM, Danske Universiteter, Danske Rederier, Green Power Denmark, IDA, Lif og GTS-foreningen.
Læs forslaget om at stoppe modregningen af EU-forskningsmidler her
Foto: DFM