Shape Automation bliver den første startup, der er optaget i Odense Robotics StartUp Fund. Virksomheden er den første af mange virksomheder, der gennem fonden vil blive tilbudt finansiering, en mentor, kommerciel og teknisk sparring og adgang til robotinnovationshallerne hos Teknologisk Institut.

Et stort skridt for en lille virksomhed

Fra den 15. september 2023 vil den nordjyske startup Shape Automation være at finde i Teknologisk Instituts robotinnovationshaller, hvor de kan få adgang til unik viden om robotmiljøet og adgang til inkubationsfaciliteter i verdensklasse.

”Optagelsen i Odense Robotics StartUp Fund er et virkelig stort skridt for Shape Automation. Det er en spændende mulighed for os, og vi glæder os især til at sidde fysisk sammen med andre iværksættere og startup-kyndige”, fortæller Morten Kristiansen, der er én ud af tre stiftere af Shape Automation.

”Vi får mulighed for at få noget sparring på, hvordan man bedst muligt får en virksomhed i søen på en hurtig og effektiv måde. Vi får hjælp med den kommercielle del af det at starte en virksomhed, og så betyder det også meget, at der er en økonomisk støtte”, tilføjer han.

Den første i rækken

Med den første startup optaget i fonden, går arbejdet videre med at vurdere de mange ansøgere, der fortsat søger om at blive en del af robotmiljøet og det stærke inkubationsmiljø, som startup-fonden tilbyder.

”For langt de fleste startups gælder det, at hvis de ikke kommer godt fra start, så er det svært for dem at komme i mål. Og netop dét kan Odense Robotics StartUp Fund hjælpe dem med, hvor de bliver en del af et fagligt fællesskab”, fortæller Dorthe Lund Kaack, der er en af stifterne bag fonden og CEO i C.C.N. Holding A/S.

Derfor skal startups, der overvejer at ansøge om optagelse i fonden, ikke holde sig tilbage. Fonden er løbende åben for ansøgninger fra robot- og dronestartups. Ansøgninger skal bl.a. indeholde en virksomhedsbeskrivelse og en pitch, og kan søges her.

Du kan læse mere om Shape Automation og Odense Robotics StartUp Fund her

Foto: Teknologisk Institut