Teknologisk Institut, Syddansk Universitet og RoboCluster arbejder på at automatisere dyrkning af humle til øl. En robotløsning til humleproduktionen vil føre til øget bæredygtighed og mere dansk humle.
I den danske ølproduktion er størstedelen af humle importeret – bl.a. fordi, der er et stort, manuelt arbejde forbundet med produktionen af humle. Det forsøger Teknologisk Institut og Syddansk Universitet i regi af RoboCluster at ændre i et nyt projekt kaldet HumleRobot. Projektet skal i løbet af de næste seks måneder, i tæt samarbejde med virksomheder, Syddansk Universitet og Teknologisk Institut, udvikle en mobil robotløsning, der kan automatisere dele af humleproduktionen.
”Robotløsningen kan være en lille brik i et større puslespil om bæredygtighed. Med hjælp fra humlerobotten kan man komme til at producere alle ingredienserne til øl i Danmark og dermed give vores landbrug mere biodiversitet og undgå transporten af humlen fra andre lande,” fortæller Troels Oliver Vilms Pedersen, der er programchef hos Teknologisk Institut.
En helt igennem dansk øl
Hvert år bliver der dyrket 80.000 tons humle i Europa til et voksende antal bryggerier. Men afstanden mellem humlemarkerne i Danmark er stor, og størstedelen af humleproduktionen foregår i andre europæiske lande.
Det skyldes blandt andet, at det simpelthen ikke kan betale sig at dyrke humle i Danmark, fordi der både mangler teknologi og humleplanter, der passer til de danske forhold. Af samme årsag bliver de fleste “danske” øl brygget med for eksempel tysk eller amerikansk humle. Derfor vil udviklingen af robotteknologi til humleproduktionen også kunne bidrage til en helt ny type øl, som tager smag fra den danske muld.
”Vi skal lave en infrastruktur, der skal producere humle i Danmark. Den her robotløsning vil kunne hjælpe til at gøre det muligt at genrejse dansk humleproduktion,” siger Troels Oliver Vilms Pedersen.
Næste kapitel i automatiseringen af humleproduktion
Det er ikke første gang, at Teknologisk Institut går ind i et projekt, der handler om produktionen af humle.
Et tidligere RoboCluster-projekt HumleDrone opfandt og påbegyndte udviklingen af en dronebaseret løsning, der kan binde den anden ende af snoren, som humleplanterne vokser op ad, op i seks til otte meters højde. Et arbejde, der normalt bliver udført manuelt af markarbejdere.
For at det nye projekt kan komme godt i gang med at udvikle en humlerobot, så danskerne kan nyde mere dansk humle, efterlyser Teknologisk Institut, Syddansk Universitet og RoboCluster nu teknologivirksomheder til at deltage.
Du kan læse den fulde pressemeddelelse her
Foto: Pixabay
Seneste aktuelt
30. oktober 2024
Konference: Sådan bliver din SMV resilient
30. oktober 2024
Hvordan skaber vi robuste digitale samfund?
30. oktober 2024
Håndbog for højsikkerhed i bygge- og anlægsprojekter
30. oktober 2024