Juan Farré kommer fra en stilling som CTO i FORCE Technology. Når Teknologisk Institut skifter direktør d. 1. oktober 2020, er det derfor et velkendt ansigt i ”GTS-familien”, der tager over.
Teknologisk Institut har i mere end 100 år styrket danske virksomheder ved hjælp af banebrydende teknologier og medarbejdernes teknologiske kompetencer. Juan Farré glæder sig over, at det nu er ham, der skal være i spidsen for dette arbejde.
”Som aldrig før har vi behov for at løse udfordringerne bag den grønne omstilling, FN’s 17 Verdensmål og den digitale transformation. Som GTS-institut er Teknologisk Institut unikt positioneret til at bidrage til et endnu mere sammenhængende innovationssystem i Danmark. Dette vil ske i endnu tættere dialog med virksomhederne, organisationerne og internationale partnere. Jeg glæder mig til at blive en del af denne helt igennem leveringsdygtige og veldrevne virksomhed. Det er et privilegium at overtage stafetten efter Søren Stjernqvist, som har sat barren så højt… og er lykkedes”, siger Juan Farré.
GTS-foreningen glæder sig over valget af den nye direktør, der kommer med dyb indsigt i GTS-sagen.
”Som ny direktør for Teknologisk Institut vil Juan Farré sikre, at GTS-instituttet også i fremtiden er en helt central spiller, når det handler om at skabe teknologisk innovation i Danmark. I den grønne omstilling er der mere end nogensinde brug for teknologiske løsninger, der virker for de mange virksomheder. Derfor glæder det mig, at Teknologisk Institut med Juan Farré får en mand, der netop brænder for det”, siger direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen.
Søren Stjernqvist siger farvel
Søren Stjernqvist stopper som administrerende direktør for Teknologisk Institut efter 20 år i stillingen og 39 år i organisationen. Søren Stjernqvist fortsætter på posten, indtil Juan Farré tiltræder.
”Teknologisk Institut spiller en nøglerolle i det danske innovationssystem med en stærk position i dansk erhvervsliv og med sit bidrag til virksomheders teknologiske udvikling inden for bl.a. produktion, materialer, energi og life science. Jeg har været glad for og stolt over gennem mange år at være administrerende direktør for et Institut med en høj diversitet og et særligt DNA. Dette DNA og den ånd, der gennemsyrer virksomheden skyldes ikke mindst Instituttets medarbejdere”, siger Søren Stjernqvist.
GTS-foreningen siger tak til Søren Stjernqvist for hans kæmpe indsat for at fremme GTS-sagen og understøtte dansk innovation. ”Søren Stjernqvist har ikke mindst formået at sikre GTS en klar og tydelig rolle i det danske innovationssystem”, siger Ragnar Heldt Nielsen.
Fakta om Juan Farré
Juan Farré kommer fra en stilling som CTO i FORCE Technology. Han er kommercielt orienteret, politisk vidende, international i sit virke og har dybdegående indsigt i GTS-systemet, som er Teknologisk Instituts DNA. Ud over jobbet som Group CTO hos FORCE Technology har Juan Farré tidligere været CEO hos Delta, Ernitec og NKT, samt Vice-President for Global Sales hos NetTest. Juan Farré har desuden en PhD fra DTU i Optical Communication Systems.
Endelig har Juan Farré igennem en årrække været næstformand i GTS-foreningen.
Seneste aktuelt
30. oktober 2024
Konference: Sådan bliver din SMV resilient
30. oktober 2024
Hvordan skaber vi robuste digitale samfund?
30. oktober 2024
Håndbog for højsikkerhed i bygge- og anlægsprojekter
30. oktober 2024