Hjem / Institutter / Formål: GTS i samfundets tjeneste

Formålet: GTS i samfundets tjeneste

GTS accelererer dansk innovation og styrker virksomheders konkurrenceevne. Det sker ved at få ny viden og teknologi implementeret i dansk erhvervsliv. Der arbejdes på forkant af teknologiudviklingen, og det sikrer, at virksomheder hurtigt kan få adgang til den nyeste viden. GTS opererer mellem almennytte og marked og formidler både viden på kommercielle og ikke-kommercielle vilkår.

Teknologiudviklingen går stærkt. For mange især små og mellemstore virksomheder er det svært at overskue, hvornår ny viden og teknologi kan omsættes til værdi for dem. Samtidig kræver implementering af ny teknologi ofte helt særlige specialistkompetencer.

For at fjerne disse barriere for innovation er der hos GTS-institutterne opbygget en kapacitet af viden og testfaciliteter, som mange virksomheder kan benytte parallelt. Det betyder, at flere virksomheder end ellers kan være innovative og udvikle nye produkter og processer. Det skaber den nødvendige fornyelse af forretningen, der gør det muligt at fastholde eller udbygge sin position på markedet.

GTS-institutterne er med andre ord først og fremmest til gavn for dansk erhvervsliv. Vores fornemste opgave er at give de bedste muligheder for at arbejde med teknologisk innovation, der skaber jobs, vækst og velfærd.

Med udgangspunkt i erhvervslivets behov undersøger vi, om der allerede findes forskning og viden, der kan matche disse behov, eller om der er brug for, at vi udvikler ny teknologisk viden.

Vi har fokus på at løse konkrete problemer for virksomheder. Vores fornemste opgave er at skubbe grænsen for, hvad virksomheder kan af egen kraft. Fra de gode idéer til de markedsklare løsninger.

GTS tager en risiko på erhvervslivets vegne

Hvert år investerer staten omkring 300 mio. kr. i GTS-institutterne. Det betyder, at vi kan arbejde på forkant af teknologiudviklingen og tage en risiko på virksomhedernes vegne. Vi kan bevæge os ud på den tynde is og udvikle nye metoder og teknologier. Det giver erhvervslivet adgang til centrale teknologier og kompetencer, der accelererer deres arbejde med innovation og skaber værdi. På den måde fungerer vi som en teknologisk deleordning til glæde for mange virksomheder.

GTS giver adgang til test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter

Vi giver virksomheder adgang til en omfattende teknologisk infrastruktur af test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter. Vi samarbejder med virksomhederne hele vejen igennem innovationsprocessen. Uanset om det drejer sig om forskningssamarbejde; teknologisk rådgivning; udvikling af produkter og processer eller om test, dokumentation og certificering.

Vi har nogle af Danmarks skarpeste hjerner. Alle medarbejdere er drevet af faglig indsigt og begejstring for teknologi. Vi møder virksomheder i øjenhøjde, uanset om vi samarbejder med ingeniøren eller smeden.

GTS har særlig fokus på SMV’er

Vi samarbejder med både små og store danske virksomheder. Men vi er særligt optagede af at nå bredt ud til små og mellemstore virksomheder med et uforløst potentiale for vækst. Det skyldes, at det især er disse virksomheder, der har svært ved på egen hånd at opbygge de kompetencer, det kræver at arbejde med innovation.

Kort fortalt bidrager GTS med:

  • Teknologisk infrastruktur. På tværs af GTS-institutterne har vi en omfattende teknologisk infrastruktur af laboratorier, apparatur og faglige kompetencer, virksomheder kan benytte til test, demonstration og udvikling. Disse faciliteter udgør hjørnestenen i vores arbejde med at bringe virksomhederne fremad i deres innovationsproces.
  • Samarbejde om innovation og udvikling. Vi indgår i innovations- og udviklingssamspil med virksomheder på kommerciel basis og i projektsammenhæng. Her udvikler, afprøver og tilpasser vi teknologier til virksomhedens behov. Eller vi indgår i omfattende og langvarige samarbejder om fx kvalitetssikring- og kontrol. Vi tilbyder desuden pilotproduktion på nye højteknologiske områder, der gør springet fra prototype til produktion muligt.
  • Teknologiske serviceydelser og specialistservices. Vores eksperter gør det lettere for virksomheder at udvikle, teste og certificere produkter. Den type af specialistservices indgår i udviklingsforløb eller er et led i at kunne opfylde aktuelle krav fra kunder eller myndigheder.
  • Ny forskningsbaseret viden og teknologi. Vi bygger bro mellem erhvervsliv og forskning med fokus på viden i anvendelse. Derfor deltager vi bl.a. sammen med virksomheder og universiteter i forskningsaktiviteter med offentlig medfinansiering. Det gælder fx resultatkontrakter med Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, Innovationsfonden eller EU-projekter. Aktiviteterne sikrer vores høje faglige niveau og viden om, hvad der rører sig i ind og udland.
  • International viden. På vores kerneområder er vi verdensførende. Desuden henter vi relevant teknologi hjem og åbner døren til internationale markeder. Vores mange internationale aktiviteter gør det muligt at tilbyde nye ydelser på dansk grund for danske virksomheder. Samtidig tager vi danske virksomheder med ud på internationale markeder.
  • Stimulering af virksomheders lyst til innovation. Det sker bl.a. gennem vores vidensspredningsaktiviteter herunder det brede udbud af kurser og temadage. Desuden deltager vi i messer og konferencer.

For at få endnu større impact har GTS vedtaget en fælles strategi herunder opdateret vores mission, vision og kerneværdier. Læs mere her.

Ønsker du mere information, kontakt

Ragnar Heldt NielsenDirektør i GTS-foreningen

Tlf: 45 16 26 26Mail: rhn@gts-net.dk

Læs mere omGTS-strategi 2024