Uddannelses- og Forskningsstyrelsen står bag ny evaluering, der viser, at GTS-institutternes tilbud til dansk erhvervsliv skaber værdi for alle typer af virksomheder. Særligt yder institutterne et vigtigt bidrag til en grøn omstilling.
”Den nye evaluering slår fast, at der er stor tilfredshed med måden, som GTS-institutterne løser deres opgave på. Det gælder både ift. de private kunder og ift. dem, de indgår i et forsknings- og udviklingsprojekt med. Med andre ord viser rapporten, at GTS leverer et vigtigt bidrag som accelerator for dansk innovation”, siger direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen.
På tværs af de mange brugere af GTS er der stor tilfredshed med de mange forskellige GTS-ydelser. Det er især det høje faglige niveau samt faciliteter til test og demonstration, der er efterspurgt.
”Unik viden om teknologi kombineret med faciliteter til test og demonstration er en effektiv platform for samarbejdet med danske virksomheder. Det gør det muligt for virksomheder at arbejde med innovation, uden at de skal kunne det hele selv. Af den grund er det ikke overraskende, at kunderne netop fremhæver disse GTS-ydelser”, siger Ragnar Heldt Nielsen.
GTS bidrager substantielt til den grønne omstilling
44 pct. af kunderne peger på, at GTS-samarbejdet har ført til introduktion af nye produkter. Heraf har 41 pct. handlet om grøn omstilling. Der er også større sandsynlighed for, at de virksomheder, som har købt forsknings- og udviklingsopgaver hos GTS, implementerer en grøn innovation ift. andre sammenlignelige virksomheder.
Samfundets investering i GTS
Ifølge evalueringen indtager GTS en nøgleposition ift. at omsætte forskning til konkrete teknologiske løsninger i erhverv og samfund.
For at understøtte GTS-indsatsen er der en pulje til GTS på finansloven. Puljen udgør cirka 300 mio. kr. om året, og midlerne bliver investeret i aftalte indsatsområder. Rapporten peger på, at der har været et fald i forsknings- og udviklingsomsætningen.
”Det er en uheldig udvikling, der bør vendes. I GTS er der fokus på at vinde flere konkurrenceudsatte midler, men der bør også politisk ses på, hvordan der kan investeres flere penge i GTS til gavn for dansk erhvervsliv. Ikke mindst, da evalueringen dokumenterer, at GTS-indsatsen skaber effekt i danske virksomheder”, siger Ragnar Heldt Nielsen.
Vigtige budskaber fra evalueringen
- 93 pct. af kunderne er tilfredse med GTS-samarbejdet.
- 3 ud af 4, der samarbejder med GTS-institutterne i et forsknings- og udviklingsprojekt, peger på, at GTS har været afgørende for projektets faglige resultater.
- 44 pct. angiver, at deres GTS-samarbejde har bidraget til nye eller væsentligt forbedrede produkter eller serviceydelser.
- Stor tilfredshed med institutternes test- og demonstrationsfaciliteter og de tilhørende kompetencer. Mange understreger vigtigheden af at kunne tilgå disse i Danmark.
- Der er en klar tendens til, at GTS-institutterne har et mere omfattende samarbejde med den enkelte kunde (stigende omsætning pr. kunde).
- Årligt når GTS-institutterne ud til cirka 20.000 danske virksomhedskunder. Samarbejdet med erhvervslivet er stigende både i form af øget kommerciel omsætning og målt på antallet af FoU-samarbejder med virksomheder.
Fakta om evalueringen
Dansk Center for Forskningsanalyse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet (CFA), har på opdrag fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen gennemført evalueringen i 2022 og 2023.
Læs pressemeddelelse fra GTS-foreningen her
Læs nyhed på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside
Seneste aktuelt
11. december 2024