Af Mette Fjord Sørensen, direktør GTS-foreningen og Joachim Finkielman, underdirektør DI Forsvar og sikkerhed.

Da Sovjetunionen i 1957 først sendte Sputnik 1 i kredsløb og senere Sputnik 2 med hunden Laika ombord, var USA’s gensvar ikke kun ”køb, køb, køb”.

USA fødte også et lille, frit og risikovilligt agentur, der skulle “skabe og forhindre teknologiske overraskelser”. ARPA blev det kaldt – Advanced Research Projects Agency – og senere blev det til DARPA, fordi der kom et Defense med i navnet.

DARPA har siden lagt grunden til internettet, GPS og meget af den teknologi, vi i dag tager for givet.

Europas Sputnik-øjeblik

I dag står Danmark og Europa i et Sputnik-øjeblik. Ikke fordi Rusland har sendt en hund i kredsløb, men fordi Rusland fører invasionskrig mod Ukraine, og der jævnligt laves hybride angreb mod europæiske lande i form af cyberangreb og sabotage mod infrastruktur.

Arktis er blevet geopolitisk interessant for både Rusland og Kina, og Europa – og Danmark – skal stå meget mere på egne ben, når det gælder forsvar.

Samtidig udkæmpes krigen i Ukraine med nye teknologier, der udvikles i højt tempo.

Regeringen skriver det selv i regeringsgrundlaget. Ukraine har vist vejen med “hastig, nytænkende og højteknologisk innovation”, og Forsvaret skal etablere “et tilsvarende systematisk og ambitiøst samarbejde med forsknings-, innovations- og produktionsmiljøerne i Danmark.”

Det er den rigtige ambition. Spørgsmålet er, om vi tør gøre noget, der matcher udfordringens størrelse.

Et teknologisk smidigt forsvar

Europa mangler kampkraft. Den Europæiske Revisionsret konkluderede for nylig, at mange års underinvestering har ført til, at der ikke er nok ammunition, produktionstiderne er for lange – og vi er alt for afhængige af leverandører uden for Europa.

Derfor er det også væsentligt, at regeringsgrundlaget slår fast, at militært udstyr, forsvarsløsninger og software i højere grad skal købes hos danske eller europæiske virksomheder af hensyn til forsyningssikkerheden. På den baggrund er ”køb, køb, køb” yderst relevant.

Men lige så meget står vi over for en teknologisk og samfundsmæssig oprustning. Vi skal have tempo på udviklingen og innovationsevnen.

Hvis løftet om mere dansk og europæisk produktion skal holde, skal de relevante aktører med. Og det kræver et forsvar, der er teknologisk smidigt.

Forsvaret skal så vidt som muligt melde sine behov ud tidligt, løsninger skal afprøves hurtigt, og der skal købes ind i et tempo, der matcher den teknologiske udvikling.

Virksomheder og forskning i verdensklasse

Netop teknologisk udvikling, innovation og produktion bør være et omdrejningspunkt i den forsvarsindustrielle strategi. Der er behov for at bygge et samlet system, der kan bringe flere danske virksomheder ind i værdikæden og trække på danske styrkepositioner til gavn for vores sikkerhed og konkurrenceevne.

Danmark har potentialet. Vi har forskning i verdensklasse og stærke forsvars- og techvirksomheder med styrkepositioner inden for kunstig intelligens, kvanteteknologi, autonome systemer, maritime teknologier, sensorer, rumteknologi og avanceret produktion.

Skal Forsvaret kunne absorbere ny teknologi og have mulighed for at indkøbe til morgendagens behov, bør Forsvaret have en central innovations- og udviklingsenhed, som kan give viden om, hvad danske virksomheder kan producere nu.

Enheden skal også sikre, at Danmark er på forkant med at udvikle, teste og dokumentere løsninger til brug i fremtiden, sådan at vi med inspiration fra ARPA “skaber og forhindrer teknologiske overraskelser”.

Når løsningerne skal testes, kan det med fordel ske i partnerskaber med GTS-institutter, der råder over hundredvis af testfaciliteter – også mobile af slagsen – der kan teste militært isenkram.

Potentialet er stort

En innovations- og udviklingsenhed i Forsvaret er ikke kun forsvarspolitik. Det er også erhvervspolitik, fordi den tager danske virksomheder med ind i en værdikæde, der vokser hurtigere end nogensinde.

Danske leverancer til Forsvaret kommer ikke kun fra få deciderede forsvarsindustrielle virksomheder. En analyse fra AL Sydbank viser, at 14 procent af danske virksomheder allerede er leverandører til Forsvaret eller underleverandører til virksomheder i forsvarsindustrien. Hertil kommer yderligere 15 procent, som overvejer at blive det.

Samlet set svarer det til, at mere end 7.000 danske virksomheder enten har tilknytning til området eller ser forretningsmuligheder i det.

Mange SMV’er er potentielle (under)leverandører til Forsvaret, fordi deres kompetencer er inden for teknologier og løsninger, der også kan bruges af Forsvaret – det man kalder dual use.

Potentialet er stort, hvis det gøres nemmere for virksomhederne at forstå vejen fra en civil teknologi til en militær leverance. Der er krav til robusthed, sikkerhed og dokumentation, som en mindre virksomhed skal have hjælp til at validere og dokumentere.

Store ambitioner

Det er det rette øjeblik at beslutte, at en del af milliarderne ikke kun skal købe dagens kapaciteter, men også bygge evnen til at udvikle, teste og producere morgendagens kapaciteter på de områder Danmark har styrkepositioner.

Statens investeringer i test, udvikling og produktion af kapaciteter skal også sikre, at Danmark på nøgleområder har industriel kapacitet og teknologi til at drive et forsvar i krise og krig. En forudsætning for sikkerhed er forsyningssikkerhed.

Danmark vil fortsat købe militært udstyr i andre lande. Men vi kan også blive et land, hvor nogle af fremtidens forsvarsteknologier bliver opfundet og produceret.

Danmark er et lille land. Vores ambitioner behøver ikke at være det.

Læs også hele debatindlægget på Altinget her.