Hjem / Institutter / Danske Testfaciliteter
Danske testfaciliteter
Som en del af GTS-rollen opbygger GTS-institutterne på egen hånd test, demonstrations- og udviklingsfaciliteter (TDU-faciliteter), som fungerer som en slags teknologisk deleordning for dansk erhvervsliv. Disse faciliteter indgår ofte i institutternes samarbejde med virksomheder.
For mange – især små og mellemstore virksomheder – er det alt for kostbart at investere i TDU-faciliteter. Derfor giver det god mening, at GTS-institutterne opbygger faciliteter til glæde for mange virksomheder. Det gør det muligt for langt flere virksomheder at arbejde med innovation.
Det har altid været en nøgleopgave at opbygge og vedligeholde TDU-faciliteter, hvor erhvervslivets nye ideer og processer kan testes på alle leder og kanter, fra den gode idé opstår til den er markedsklar.
Desuden gennemfører GTS-institutterne en række test med henblik på dokumentation og certificeringer. Denne uvildige dokumentation er afgørende for, at virksomhederne kan sælge deres produkter globalt.
TDU-faciliteterne er til rådighed for alle virksomheder på kommercielle vilkår. Desuden kan de indgå som et led i et forsknings- og udviklingsprojekt.
Finansieret af egen lomme
Det er GTS-institutterne selv, der finansierer etablering og drift af faciliteterne, men det er muligt at bruge resultatkontraktmidler til opbygning af de specialkompetencer, det kræver at bruge dem.
Et forsigtigt skøn er, at virksomheder har adgang til TDU-faciliteter for mere end 2. mia. kr. hos GTS-institutterne.
Overblik over danske testfaciliteter
Vil du gerne have et overblik over GTS-institutternes testfaciliteter samt andre danske testfaciliteter, så er der oprettet en søgemaskine med et samlet overblik.