Den nye Innovations-hub skal bidrage til, at europæiske produktionsvirksomheder står stærkt globalt og bliver rustet til Industri 4.0. Omdrejningspunktet er printet elektronik – en teknologi, der gør det muligt at printe elektrisk ledende baner på stort set alle overflader. 

Hvad har en kontaktløs Dankort-terminal, et EKG-plaster og en Internet of Things-komponent fra industrien til fælles? I dem alle sidder et lille stykke elektronik, som gør det muligt at foretage trådløse målinger eller aktiviteter – henholdsvis betaling, måling af hjerterytme og måling af fx fugt eller temperatur.

De elektrisk ledende komponenter bliver i stigende grad printet på specielle industri-printere, der via inkjet- og aerosol-teknologi kan printe meget fine lag på bøjelige materialer som folie, papir og tekstiler. Denne teknologi bliver kaldt printet elektronik.

– Printet elektronik åbner op for helt nye muligheder, da man i stil med 3D-print kan printe komplekse konstruktioner til priser, der kan konkurrere med masseproducerede produkter. Ganske enkelt fordi printet elektronik kan fremstilles ud fra CAD-tegninger, som vi kender fra bl.a. arkitektverdenen og 3D-print, fortæller projektleder Zachary James Davis fra Teknologisk Institut.

80 millioner afsat til printet elektronik

I samarbejde med 16 forskningsinstitutter og virksomheder på tværs af Europa har Teknologisk Institut netop vundet et Horizon 2020-projekt, LEE-BED, på 80 millioner kr. LEE-BED fokuserer netop på printet elektronik, hvis marked allerede udgør rundt regnet 32 mia. USD. Vel at mærke uden for Europa.

Europæerne har nemlig ikke været lige så hurtige som resten af verden til at tage den nye teknologi til sig. LEE-BED skal understøtte implementeringen af printet elektronik i Europa.

– I LEE BED stiller alle 17 partnere deres forskellige kompetencer og faciliteter inden for printet elektronik til rådighed for virksomheder, der ønsker at integrere printet elektronik i deres produkter, siger Zachary James Davis.

De virksomheder, der bliver optaget i innovations-hubben, får deres business case vurderet, og de får adgang til udstyr og ekspertise fra de pågældende institutter, der følger virksomheden fra prototype over pilotproduktion til produktion i fuld skala.

Læs mere her

Foto: Teknologisk Institut

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.