Aalborg Forsynings laboratorium, der i dag understøtter driften af Nordjyllandsværket, bliver en del af Teknologisk Institut.
Teknologisk Institut har overtaget Aalborg Forsynings laboratorie i Norbis Park og etablerer dermed en afdeling i Nordjylland. Etableringen skal bringe Teknologisk Institut tættere på nordjyske industrivirksomheder og styrke samspillet med forsyning, virksomheder og forskningsmiljøer i regionen om udvikling og afprøvning af grønne løsninger.
Baggrunden for salget er, at Aalborg Forsynings behov for laboratorieydelser har ændret sig i takt med omstillingen af varmeproduktionen. Med Teknologisk Institut som ny ejer videreføres laboratoriet i Norbis Park, hvor det fortsat skal levere ydelser til eksisterende samarbejdspartnere, herunder også til Aalborg Forsyning.
”Vi ser frem til at byde både laboratoriets dygtige medarbejdere og kunder velkommen i Teknologisk Institut. Med vores placering i Norbis Park rykker hele Instituttet helt tæt på det nordjyske erhvervsliv, Aalborg Universitet og Aalborg Forsyning,” siger Juan Farré, adm. direktør i Teknologisk Institut.
Potentiale for nye test- og demonstrationsfaciliteter i det nordjyske
Norbis Park, hvor laboratoriet er placeret, er netop er udpeget som én af Danmarks 11 industriparker og på længere sigt ser Teknologisk Institut et potentiale for at udvikle nye test- og demonstrationsfaciliteter i Norbis Park inden for blandt andet varmepumper, CO2-fangst og -udnyttelse, elektrolyse samt vand- og luftrensning.