På en lun septemberdag overværede over 100 deltagere åbningen af det nye Testcenter for brintteknologi. Formålet med centeret er at samle viden og kompetencer ét sted, så aktører inden for brinteknologi får let adgang til en række faciliteter samt rådgivning til omstillingen til brint, som er essentiel for den grønne omstilling.

FORCE Technology kunne sammen med Dansk Gasteknisk Center og Evida slå dørene op til Testcenter for brintteknologi, der repræsenterer nogle af de mest avancerede danske testfaciliteter til brint.

Her kunne de mange gæster opleve de nye faciliteter på tæt hold, tale med eksperter og få indblik i, hvordan centeret vil bidrage til den grønne omstilling.

Centralt i omstillingen til brint og Power-to-X

Det nye Testcenter for Brintteknologi spiller en central rolle i overgangen til brint og Power-to-X i Danmark. Centeret er designet til at imødekomme brintmarkedets behov, hvilket er en vigtig del af landets grønne omstilling.

Med det nyåbnede center tilbydes en bred vifte af tests og analyser inden for brintteknologier, herunder materialetest, kvalitetsanalyser, effektivitet, emission og lækage. Disse ydelser er afgørende for at fremskynde udviklingen af nye brint- og Power-to-X-teknologier, så de hurtigere kan komme på markedet og gøre en forskel.

Centeret samler ekspertise og viden, hvilket giver aktører inden for produktion, transport og anvendelse af brint nem adgang til de nyeste faciliteter og rådgivning. Det er udstyret til at støtte både små og store aktører i branchen og kan håndtere tests fra kilowatt- til gigawatt-skala.

Brint er afgørende for at opfylde regeringens klimamål og skabe en grønnere energisektor. Dog stiller brint særlige krav til sikkerhed og miljø. Derfor er avancerede testfaciliteter nødvendige for, at brint kan blive en integreret del af energisystemet. Det nye testcenter er en vigtig aktør, som kan hjælpe med at løse de udfordringer, der følger med produktion, transport og forbrug af brint.

Fakta om testcenteret

Med testcenteret kan brugere bl.a. få adgang til:

  • Test af materialer og komponenter
  • Måling af emissioner fra nye brændsler
  • Test af brintkvalitet
  • Effektivitet og sikkerhed i energisystemer
  • Metrologiske ydelser
  • On-site inspektion – på land og offshore
  • Modellering og beregning

Testcenter for brintteknologi kommer til at ligge ifm. FORCE Technologys faciliteter i Brøndby og Dansk Gasteknisk Center i Hørsholm, men der vil ud over de stationære testfaciliteter også være tale om mobile faciliteter, der kan flyttes derhen, hvor behovet er.

Testcenter for brintteknologi har fået 6,8 mio. kroner i støtte fra Green Labs DK under Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).

Læs mere her

Foto: FORCE Technology