Nyudviklet rød farve skal fungere som et alternativ til farvestoffet karmin, som er udviklet fra insekter. Det gør farven velegnet til fødevarer der er målrettet eksportmarkeder og veganere.

Snart vil det være muligt at bruge en naturlig, rød fødevarefarve, som ikke er udviklet fra insekter. Biotekvirksomheden Chromologics har nemlig udviklet en fermenteringsproces til fremstilling af rød fødevarefarve, som er både er naturlig, halal- og kosher-certificeret samt vegansk.

– Nutidens forbrugere er i stigende grad opmærksomme på indholdet af den mad, de spiser, og de efterspørger naturlige ingredienser. Der er naturlige farver på markedet i dag, men der er forskellige udfordringer med dem, forklarer Anders Ødum, CSO i Chromologics, der derfor har udviklet den naturlige røde farve, som har fået navnet ChromoRed.

Farven laves i en patenteret fermenteringsproces, hvilket gør produktet mere kosteffektivt og farven mere intens i forhold til andre produkter på markedet. Som mange andre naturlige farver mister ChromoRed dog noget af sin farveintensitet over tid, hvorfor Chromologics har allieret sig med Teknologisk Institut for at videreudvikle og stabilisere farven.

En naturlig rød farve med unikke egenskaber

Mange af de naturlige røde farver som er på markedet i dag udvindes fra planter – herunder bl.a. som rødbeder, gulerødder og tomater. Den mest udbredte naturlige røde farve er dog karmin. Karmin er kendt for at være meget stabil, hvilket er usædvanligt for naturlige farver, som typisk har mindre stabilitet end syntetiske farver. Farven er dog udviklet fra insekter og er dermed hverken halal, kosher eller vegansk, hvilket hæmmer dens brug, specielt i eksportmarkeder som fx Mellemøsten.

ChromoRed har den samme gode stabilitet som karmin, men skiller sig ud med sin høje farveintensitet, og med sin oprindelse fra fermentering er CromoRed både halal, kosher og vegansk. Hertil kommer, at farven er bæredygtig og billig at producere, blandt andet fordi produktionen er uafhængig af sæsonvariationer. ChromoRed har således mange gode egenskaber, som giver den en unik plads i markedet.

Udvikling af en mere stabil farve

Chromologics arbejder i øjeblikket på at opskalere fermenteringsprocessen så man kan producere nok farve til at introducere ChromoRed på markedet. Sideløbende skal Teknologisk Institut arbejde med at løse udfordringen med stabiliteten og holdbarheden af farven.

– Det er enormt vigtigt for os at opnå en farve med de helt rette egenskaber, og her er en god stabilitet i fødevaren helt central for at få succes på markedet. Vi har derfor valgt at samarbejde med Teknologisk Institut, da de tidligere har arbejdet med at stabilisere naturlige farver, fortæller Anders Ødum.

Projektet er støttet af Innovationsfonden og forventes at være afsluttet i juni 2020.

Læs mere i denne pressemeddelse

Foto: Colourbox