En ny, omfattende guideline om sikkerhed ved etablering af Power-to-X-anlæg skal afhjælpe hindringer for den spirende branche. Drejebogen udkommer til juni.
Potentialet er stort – både for klimaet og erhvervslivet, men vejen til succes risikerer at være brolagt med tøvende myndigheder og protester fra lokale borgere, hvis ikke der er 100 % styr på sikkerheden ved etableringen af nye Power-to-X-anlæg.
Det skal den nye næsten 200 siders ‘Guideline for Safe and Faster PtX’ sikre, når den kommer til juni som resultatet af projektet ‘Safe and faster PtX implementation pathways’.
”Guidelinen skal hjælpe industrien hurtigere i gang med etableringen af Power-to-X-anlæg – ved på forhånd at komme omkring alle aspekter af sikkerheden, de tilhørende godkendelsesprocesser og potentielle stopklodser. Det gælder især i forhold til de godkendende myndigheder, for hvem Power-to-X i vid udstrækning stadig er ukendt land. Desuden skal guidelinen kunne hjælpe med at ensarte godkendelsesprocesserne kommunerne imellem ved at give en fælles platform at tale sikkerhed ud fra”, siger Jesper Sjørvad.
Som Principal Consultant Landbased Power-to-X i afdelingen Advanced Fire Engineering, Maritime and Energy hos DBI er Jesper Sjørvad sammen med FORCE Technology tovholder på projektet, hvor HØST PtX Esbjerg, Dansk Standard, DFDS, European Energy, Green Hydrogen Systems, Everfuel, Rønne Havn, Siemens Gamesa Renewable Energy og Skovgaard Invest også er partnere i MissionGreenFuels-partnerskabet.
Første aktør klar til at teste den
Allerede inden ‘Guideline for Safe and Faster PtX’ er udgivet, er den første aktør klar til at teste den ved etableringen af et nyt Power-to-x-anlæg. Det drejer sig om schweiziske H2 Energy, der opfører et anlæg til produktion af grøn brint i Esbjerg. H2 Energy Europe har plangrundlag og miljøtilladelse på plads, men bruger guiden som inspiration og opslagsværk i udarbejdelsen af de videre processer frem mod opførelsen af anlægget.
Fakta
Guidelinen er resultatet af det treårige projekt ‘Safe and faster PtX implementation pathways’, som er finansieret af Innovationsfonden i et MissionGreenFuels-partnerskab og administreres af Energy Cluster Denmark.
Foto: Lånt af DBI
Seneste aktuelt
11. december 2024