Nordiske kommuner skal bygge mere med træ

Kommunerne spiller en central rolle i at udbrede træbyggeri. Derfor skal det være mere overskueligt for kommuner i hele Norden, at stille krav om mere træ i deres byggerier. Ny platform skal hjælpe kommunerne på vej, blandt andet via en roadmap.

Den nye platform bliver til i et samarbejde mellem Teknologisk Institut og WeThink Nordic. Det stærke team skal sammen udarbejde platformen, der skal bidrage til, at kommuner i hele Norden bygger mere med træ. Peder Fynholm fra Teknologisk Institut er projektleder og han ser frem til at samle viden om træ på det nye site, som forventes i luften ultimo 2020.

”Træ som konstruktionsmateriale er et stort aktiv, når klimamålene skal nås. Der er meget at vinde på CO2 kontoen, hvis der bliver bygget både mere og højere i træ. Her spiller kommunerne en stor rolle, da de, via udbud, kan stille krav om træ i deres byggerier og dermed være med til både at få fokus på træbyggeri, men også til at løfte den samfundsmæssige opgave om at nedbringe CO2 fra byggeriet.”

Et samlende supplement

Den kommende platform er støttet af Nordisk Ministerråd og er en del af Nordic Wood in Construction Secretariat som varetages af EIT Climate-KIC, og henvender sig til alle Nordens kommuner, med fokus på deres rolle som bygherre. På platformen vil der bl.a. være en roadmap, som fungerer som en hjælpende hånd, når kommunen skal finde information om træbyggeri.

”Via den nye platform, bliver kommunerne klædt bedre på til at kunne vælge at bygge med træ, så det bliver mere overskueligt at stille krav om træ i byggeriet,” forklarer Peder Fynholm og understreger, at platformen skal være et supplement til de mange eksisterende nationale initiativer som lever i dag i form af hjemmesider, rådgivning, netværksgrupper mv, og ikke en konkurrent til disse.

”Formålet med den nye platform er netop at være et supplement til de eksisterende initiativer. På platformen vil vi samle de mange informationer og hjælpe kommunerne med at navigere mellem eksisterende hjemmesider og den viden, der eksisterer. Vi vil rigtig gerne samarbejde med de igangværende initiativer omkring dette, så vi i fællesskab får lavet en relevant og levedygtig platform, som letter de kommunale bygherres arbejde med at implementere mere træ i deres bygninger. Vi mener det er særligt vigtigt lige nu, hvor træbyggeri er et hurtigvoksende tema, men hvor vi også ser ærgerlige fejl fordi træ stadig er et byggemateriale, som man ikke har så stor erfaring med. Ofte vil fejlene kunne undgås, hvis man stiller de rigtige krav i et udbud,” siger Peder Fynholm.

Træ-renæssance kræver viden

På Teknologisk Institut oplever Peder Fynholm stadig en stigende efterspørgsel omkring træbyggeri fra hele værdikæden.

”Der er ingen tvivl om, at træbyggeri er i gang med en renæssance. Derfor er det også ekstra vigtigt, at vi ikke taber bolden på gulvet, nu, hvor vi har både behovet og muligheden for at få mere træ ind i vores bygninger og få byggebranchen til at se træ som et materiale på lige fod med andre byggematerialer. For det er stadig en vigtig pointe, at vi skal vide, hvordan vi bygger med træ, så der ikke opstår fejl undervejs,” forklarer Peder Fynholm, som til daglig er en af driverne bag en række initiativer som arbejder for mere træbyggeri.

”På Teknologisk Institut står vi i spidsen for flere initiativer som sætter fokus på mere træ i byggeriet, heriblandt det europæiske projekt Build-in-Wood, netværksgrupper indenfor træbyggeri samt en række forskellige kurser. Det seneste skud på stammen, i form af den nye nordiske platform, som skal danne en fælles paraply for de nordiske lande, hvor vidensdeling er i fokus er en både nærliggende og relevant forlængelse af de mange aktiviteter som vi allerede har startet omkring træbyggeri,” slutter Peder Fynholm.

Vil du vide mere? Kontakt:

Peder Fynholm, pfy@teknologisk.dk, 7220 2333 eller

Lea Klaaborg Stubman, lkl@teknologisk.dk, 7220 1495

 

Foto: Anders Vestergaard Jensen, Teknologisk Institut