Regeringens strategi for forsvaret er ambitiøs, og de historisk store investeringer i forsvaret skal være med til at skabe danske arbejdspladser. Det slog forsvarsminister Morten Bødskov fast, da han fredag d. 28. oktober besøgte GTS-institut i Brøndby.

Forsvarsminister Morten Bødskov var inviteret til FORCE Technology i Brøndby for at diskutere, hvordan GTS bidrager til at styrke den danske forsvarsindustri og sikre den nationale sikkerhed ved hjælp af teknologi.

”Regeringen har en ambition om, at forsvaret skal åbne sig mere op og komme tættere på forskningen og erhvervslivet. I en dansk kontekst er vi godt stillede, fordi vi allerede har gode modeller for offentligt-privat samarbejde. I disse partnerskaber vil både GTS-institutter og universiteter spille en nøglerolle”, sagde Morten Bødskov.

Kampvogne testes i ekstreme miljøer

Ministeren fik en rundtur på GTS-instituttet og hørte om særlig de aktiviteter, der understøtter den danske forsvarsindustri. Det gælder fx testfaciliteter, hvor kampvogne kan testes under ekstreme miljøer, 3D-printede komponenter til Lynx helikopteren og undervandsrobotter, der kan undersøge kritisk infrastruktur under vandet.

På grund af det øgede behov for test- og udviklingsmiljøer har FORCE Technology gjort forsvarsområdet til et strategisk forretningsområde. Her er der især er fokus på at understøtte danske virksomheder i at bringe ny teknologi endnu mere i spil.

”Der er brug for fjernstyret overvågning, kunstig intelligens og softwareløsninger, hvor danske virksomheder har mange ekspertiser. Vi vil hjælpe virksomhederne med at blive endnu hurtigere til at få de nye teknologier udviklet, testet og godkendt til brug på de internationale markeder”, fortalte Hanne Christensen, CEO i FORCE Technology.

GTS-understøtter dansk innovation

For GTS-institutterne er det en central opgave at bidrage til, at danske virksomheder – især SMV’er – kan anvende ny teknologi til at skabe fremtidens produkter og løsninger. Denne rolle anerkendte forsvarsministeren:

”Der findes meget viden på GTS-institutterne, som styrker udviklingen af nye danske løsninger. Det passer som fod i hose med de ambitioner, vi har ift., at forskningsinvesteringerne skal være til gavn for dansk erhvervsliv. Der er tale om massive investeringer, og de skal laves med fremtiden for øje. Derfor skal viden og teknologi fra forsknings- og udviklingsmiljøerne sættes endnu mere i spil for at gøre de danske virksomheder skarpe i den internationale konkurrence”.

”Det er lige præcis den slags kompetencer, som virksomheder har adgang til hos bl.a. FORCE Technology i Brøndby. Og for en fra vestegnen er det fremragende, at denne udvikling kan ske i Brøndby. For det er med til at tiltrække kompetent arbejdskraft til området, og så skaber det lokale arbejdspladser. Besøget har været med til at bekræfte, at FORCE Technology som GTS-institut spiller en helt central rolle ift. at styrke danske virksomheders konkurrenceevne – også når det gælder de virksomheder, der udvikler produkter og komponenter til forsvarsindustrien”.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.