Det er afgørende, at man tænker bæredygtige principper ind i sine produkter. Det er den tilgang, virksomheden Komproment arbejder med i deres indsats for at fremme grøn omstilling via deres produkter.

Af Alexander Tonnesen, GTS-foreningen

Komproment er en dansk virksomhed beliggende i Svenstrup, der arbejder med at udvikle og levere tag- og facadeløsninger, som er designet ud fra bæredygtige principper. Hos Komproment tænker man både kort og langsigtet, hvilket også afspejles i de produkter som virksomheden tilbyder.

Virksomheden har de seneste 10 år arbejdet meget fokuseret med facadeløsninger, da man oplevede, at der var et kæmpe uforløst marked inden for grønne facader. De seneste 7-8 år har Komproment solgt over 300.000 kvadratmeter facade i en række forskellige lande.

Som et led i virksomhedens bæredygtige tilgang har principper som fx adskillelse til genbrug været et afgørende element for designet af produkter.

Samarbejde med videnspartnere skaber muligheder

Hos Komproment har man aldrig været bange for at gå nye veje. Det har resulteret i, at virksomheden kan tilbyde en række unikke produkter, som er udviklet i samarbejde med forskellige videnspartnere.

Et af disse produkter er systemfacadeløsninger, hvor kunden ikke blot modtager materialerne; de får også monteringsinstrukser, certifikater, designs, dokumentation osv. Med hjælp fra Teknologisk Instituts test- og dokumentationsfaciliteter, har Komproment haft mulighed for at udvikle konceptet, hvor de leverer en pakkeløsning, hvilket sparer kunden for en masse tid og besvær.

”Vi mener, at vi skal have noget rundt om produktet. Det er ikke nok med en flot sten, der ligner naboens, for vores verden er arkitektverden. Vi kigger på, hvad behovene er og arbejder for at være på forkant af feltet”, siger Niels Heidtmann, eksportdirektør og medejer hos Komproment.

Gør meget for at hjælpe kunden

I arbejdet for at fremme den grønne omstilling gør virksomheden en stor indsats for at gøre omstillingen så let som mulig for deres kunder. Fx har alle deres produkter EPD certificering (Environmental Product Declaration), og virksomheden arbejder også på at udvikle en CO2 beregner, hvor kunderne kan få hjælp til at se CO2 aftrykket sammen med de andre informationer om produktet, de køber.

Et andet bæredygtigt tiltag er det fysiske materialepas, der sættes på produkterne, hvor man kan se, hvilke materialer der er brugt. Dette følger adskillelse til genbrug konceptet og bidrager til, at det bliver nemmere at genanvende materialerne, når de på et tidspunkt skal rives ned. Desuden fastholder materialerne en højere værdi, da typen af materialer er dokumenteret.

Vil gå forrest med upcyclede produkter

Komproment vil gerne gå forrest med at anvende affaldsprodukter til upcyclede produkter. Derfor arbejder de i øjeblikket sammen med DBI, om at udvikle en løsning med upcyclet facadetegl, der indeholder knust affaldstegl og bio aske, som lever op til brandkravene.

Ambitionen med samarbejdet er, at Komproment kan tage gamle teglsten med efter en opgave og lave dem om til nye gennem upcycling. Det er et projekt, der kan være klar til storskala brug om ganske få år. Til at finansiere udviklingsarbejdet havde virksomheden en innobooster inde over i starten af projektet, og det er ifølge Niels Heidtmann et godt eksempel på, hvordan de her typer samarbejder, kan bruges som springbræt til længere forløb.

”Det er utrolig vigtigt for en mindre virksomhed som vores, at vi har adgang til ekstern finansiering fx via Innovationsfondens programmer. Det var forholdsvist nemt at søge om en Innobooster og en kæmpe hjælp ift. at gøre udviklingsarbejdet muligt. Det er ikke sikkert, at vi var gået videre med ideen uden denne økonomiske støtte. Samtidig har vi haft et godt samarbejde med DBI, der har leveret viden på et højt niveau”, siger Niels Heidtmann.

Vigtigt med hjælp til at få produkter på markedet

Niels Heidtmann fortæller, at særligt hjælpen med at få produkterne dokumenteret med de rette certifikater gør en stor forskel i slutfasen, før et produkt kommer på markedet:

”Det sidste stykke med at få et produkt på markedet er krævende og koster mange ressourcer. Her kan GTS-institutter hjælpe med at udføre tests og sikre den nødvendige dokumentation, og det er en afgørende faktor for at komme på markedet”, siger Niels Heidtmann og fortsætter:

”Har man ikke hjælp til at få produktet ud på markedet, så ender man med en masse ringbind med gode idéer, som aldrig bliver til noget. Vi er nødt til konstant at røre i gryden, hvis vi også skal være der om mange år. Derfor er innovation afgørende for en virksomhed, der ønsker at være der i fremtiden”, afslutter Niels Heidtmann.

Du kan læse meget mere om Komproment på deres hjemmeside her