Aalborg Universitet og DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut har underskrevet en strategisk samarbejdsaftale, der skal binde forskning og praksis inden for brand og sikring tættere sammen.
”Det er fremragende nyheder, at DBI og Aalborg Universitet har indgået et strategisk samarbejde,” siger GTS-foreningens direktør, Mette Fjord Sørensen.
Samarbejdsaftalen mellem Aalborg Universitet og DBI etablerer en fælles ramme for et tættere samarbejde om blandt andet efteruddannelse, forskningsprojekter, testfaciliteter og myndighedsbetjening.
“Når forskning, myndighedsbetjening og praksiserfaring bringes sammen i ét samarbejde, kan vi både udvikle ny viden og sikre, at den hurtigere bliver omsat til kompetencer, regulering og løsninger i samfundet,” siger Carsten Damgaard, forskningsdirektør i DBI.
Sikrer begge parter en stærk position
For Aalborg Universitet giver partnerskabet mulighed for at opbygge en stærkere position inden for brand og sikring i det byggede miljø.
”Samarbejdet giver os mulighed for at udvikle en attraktiv forskningsmæssig styrkeposition inden for brand og sikring. Sammen med DBI kommer vi tæt på praksisnære problemstillinger, som kan styrke ikke alene vores forskning og undervisning, men også sikkerheden i vores samfund,” siger prorektor for forskning Jesper Wengel fra Aalborg Universitet.
Konkrete tiltag allerede klar
Samarbejdet kommer flyvende fra start med seks nye efteruddannelseskurser inden for brandteknik, der starter i foråret 2027. Dertil kommer at samarbejder om myndighedsbetjening og fælles forskningsprojekter om blandt andet brandsikre biogene bygninger også er ved at tage form.
“Når vi bringer dygtige medarbejdere sammen, opstår der nye idéer og samarbejder. Det er her, vi forventer, at meget af værdien kommer til at ligge,” siger Carsten Damgaard og pointerer, at samarbejdet forventes at accelerere udviklingen af nye løsninger inden for blandt andet grøn omstilling, nye byggematerialer og -metoder samt samfundets sikkerhed.
Det første konkrete punkt i samarbejdet, er at DBI og AAU udbyder en række fælles kurser, der kan indgå som en del af kvalifikationskravet til at blive certificeret brandrådgiver i brandklasse 3/4, med opstart i foråret 2027.
BUILD – Institut for By, Byggeri og Miljø repræsenterer AAU i den forbindelse, og institutleder Kasper Lynge Jensen glæder sig:
“Den viden, vi har til sammen, er meget værdifuld for byggebranchen. Der er stigende efterspørgsel på eksperter, som kan rådgive om brandsikkerhed i sammenhæng med byggelovgivningen og de mange nye bæredygtige byggematerialer, der kommer på markedet, og som ændrer opgaven fundamentalt,” siger han.
Styrker konkurrencekraften
Samarbejdet er et eksempel på den rolle, GTS-institutterne kan spille som bro mellem universitetsforskning og anvendelse i virksomheder og hos myndigheder. Med en tættere integration til Aalborg Universitet styrkes grundlaget for både forskning, innovation og videnspredning. Og det vækker glæde hos GTS-foreningens direktør, Mette Fjord Sørensen:
”Det er fremragende nyheder, at DBI og Aalborg Universitet har indgået et strategisk samarbejde. Universiteterne og GTS-institutterne er hver især afgørende for at understøtte konkurrenceevnen i Danmark, men der er ingen tvivl om, at et samarbejde vil være med til at styrke innovationsevnen og virksomhedernes konkurrencekraft endnu mere,” siger Mette Fjord Sørensen.
Seneste aktuelt
29. juni 2026