En rapport fra Incentive har set på effekter af virksomheders samarbejde med GTS-institutter. Rapporten viser gode effekter ift. produktivitet og vækst. Den peger også på, at der har været en udvikling hen imod mere tætte og omfattende samarbejder.

”Den nye rapport fra Incentive er med til at vise værdien af at have GTS-institutter. Den viser bl.a. at et GTS-samarbejde gør det hurtigere for virksomheder at arbejde med innovation, og at det fører til øget produktivitet. Endnu en positiv effekt er, at når en virksomhed har samarbejdet med et GTS-institut, så får de smag for det og indgår efterfølgende i en række nye samarbejder med GTS-institutter eller universiteter”, siger direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen.

Fokuserer på tre faktorer

Rapporten tager udgangspunkt i eksisterende danske og internationale studier af GTS-effekten. De internationale studier er brugt, da der findes GTS-lignende institutter i andre lande (RTO).

I rapporten er der fokus på tre ting: 1) økonomiske effekter, 2) innovation og 3) netværkseffekter. De tre effekter er forbundne. En øget innovation giver fx ofte et løft af produktivitet.

De gennemgåede studier viser, at et samarbejde med GTS-institutter:

  • Fører til økonomiske gevinster for virksomheder i form af øget produktivitet, vækst og omsætning.
  • Giver innovationsgevinster for virksomheder, idet disse virksomheder har flere og mere omfattende innovationsprojekter. Hastigheden og kvalitet af de produkter og løsninger, de udvikler, bliver også øget.
  • Har positive netværkseffekter for virksomheder. Et GTS-samarbejde resulterer i flere nye samarbejder med vidensinstitutioner (universiteter, andre GTS-institutter m.fl.).

Hvem får mest ud af et GTS-samarbejde?

De gennemgåede studier viser nogle karakteristika for, hvornår der er mest effekt af at samarbejde med et GTS-institut. Her viser analysen, at:

  • Der er særlig store effekter, når der er tale om tætte og lange samarbejder.
  • Der er også evidens for, at effekten af et GTS-samarbejde er størst for mindre virksomheder.

Rapporten peger på, at GTS-institutterne siden 2015 har arbejdet tættere sammen med virksomhederne. Isoleret set må man derfor forvente, at effekten af GTS-institutternes aktiviteter har været stigende siden da.

I rapporten refereres også til en dansk analyse, som DFiR står bag. Den viser, at hvis man målretter indsatsen mod virksomheder med stor innovationskapacitet (Innovationsmodne virksomheder), så er der større effekt.

Gevinster for samfundsøkonomien

Rapporten konkluderer, at der en god dokumentation for, at GTS-institutterne har positive samfundseffekter via effekterne på produktiviteten. En stigende produktivitet har en direkte afsmittende effekt på samfundsøkonomien, og gør virksomheder mere konkurrencedygtige. Det er med til at fastholde den private og offentlige velfærd på et højt niveau.

Kort om metoden

Analysen bygger videre på et grundigt litteraturstudie gennemført af Dansk Center for Forskningsanalyse.

Der er både ligheder og forskelle mellem de danske og internationale RTO. Derfor kan studier, der måler gevinster i andre lande ikke nødvendigvis overføres til danske forhold. Det er der taget forbehold for. Desuden har det været et krav, at effektstudierne har haft en metodisk tilgang, der lever op til de danske krav.

Du kan læse hele rapporten her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.