Hvis elbiler for alvor skal vinde indpas på danske veje skal forbrugerne vide hvad de kan sælge deres brugte elbiler for igen. Særligt helbredstilstanden for en elbils batteri er af afgørende betydning for elbilens gensalgsværdi. En ny metode skal derfor gøre det muligt at diagnosticere batteriet uden direkte adgang til batteripakken.
Før man kan realisere en politisk ambition om en million elbiler på de danske veje i 2030, så skal forbrugerne have tillid til, at de kan sælge deres brugte elbil igen.
– Når man køber bil er brugtvognsprisen i virkeligheden lige så interessant som nyvognspris – det gælder også elbiler. En forudsætning for stor vækst i salget af elbiler er derfor også et velfungerende brugt elbilmarked. Og her er viden om tilstanden af elbilens batteri af afgørende betydning for gensalgsværdien. I dag er det kun mærkeværkstederne der kan give dette svar, så vi mangler en uvildig test af elbilens batteri, siger afdelingschef Torben Lund Kudsk, FDM.
Uden at bryde garantien
Et netop afsluttet projekt støttet af EUDP ved navn BATNOSTIC har taget denne problemstilling op og giver svar på helbredstilstanden på en elbils batteri og dets slitage. Projektet er et samarbejde mellem Aalborg Universitet, FDM, Applus+, Lithium Balance og Teknologisk Institut.
– Vi har i BATNOSTIC-projektet udviklet helt nye metoder til at diagnosticere batteriets kapacitet og degradering uden at åbne batteripakken i bilen og uden dermed at bryde garantien, siger projektleder Kjeld Nørregaard, Teknologisk Institut og uddyber:
– Vi har udviklet en speciel DC-hurtiglader, som under en opladning bl.a. opsamler data om strøm og batterispænding. Disse data indeholder svage signaturer, som via analyse og sammenligning med referencedata giver grundlag for at vurdere sundhedstilstanden for batteriet.
Testen giver bl.a. svar på tilgængelig kapacitet for batteriet og batteriets tilstand i forhold til bilens alder og kilometertal – informationer, som uvildige værksteder vil kunne præsentere for forbrugere i en overskuelig rapport.
Banebrydende projekt
Hos FDM er der begejstring omkring udsigten til en neutral test af elbilens batteri.
– Vi ser BATNOSTIC som et banebrydende projekt, da det i fremtiden giver frie værksteder, synshaller og FDM mulighed for uvildigt at teste elbilens batteri. Som det er i dag, kan vi desværre ikke nødvendigvis stole på de svar, som vi får fra instrumenterne i bilen og heller ikke altid mærkeværkstedernes vurdering – og derfor er projektet vigtigt, siger Torben Lund Kudsk, FDM.
Læs mere om projektets resultater i denne pressemeddelse
Foto: Teknologisk Institut
Seneste aktuelt
30. oktober 2024
Konference: Sådan bliver din SMV resilient
30. oktober 2024
Hvordan skaber vi robuste digitale samfund?
30. oktober 2024
Håndbog for højsikkerhed i bygge- og anlægsprojekter
25. oktober 2024