Hvis et produkt skal være bæredygtigt, er det vigtigt, at lang levetid tænkes ind fra starten. Det var den danske virksomhed, Drizzle opmærksomme på i deres produktudvikling, hvor de samarbejdede med FORCE Technology.

Levetid er central for ressourceudnyttelsen

Lang levetid af produktet i dets oprindelige form er den bedste metode til at få mest muligt ud af de ressourcer, dvs. materialer og energi, der er brugt til at fremstille produktet. Derfor er en god og præcis kravspecifikation afgørende.

Kravspecifikationen skal dække funktionelle, brugsforholds-, software- og regulatoriske krav, herunder CE (EMC og safety) og cirkulære produktkrav, fx ROHS (Restriction of Hazardous Substances) og WEEE (Waste Electrical and Electronic Equipment).

Driftssikker hjemmeudvinding af cannabisolie

Drizzle er verdens førende producent af fuldt automatiserede husholdningsapparater til hjemmeudvinding og oprensning af cannabisolie fra lovligt dyrket hamp. Den lille danske virksomhed blev grundlagt i 2017.

”I Drizzle ønskede vi at udvikle et robust produkt med lang levetid og med mulighed for levetidsforlængelse. Derudover skulle det være nemt for os at skalere styktallet, efterhånden som efterspørgslen stiger, men uden risiko for fatale garantiomkostninger”, fortæller Peter Selmer Gade, CEO i Drizzle.

Specifikation og tests gav et solidt fundament

Sammen med FORCE Technology lavede Drizzle en kravspecifikation, som blev et væsentligt fundament for selve udviklingen af ekstraktionsmaskinen.

Design-gennemgangen indebar en uvildig vurdering af den nyudviklede maskine for at bestemme dens evne til at fungere i den relativt barske virkelighed i et køkkenmiljø.

”Drizzle gennemførte med hjælp fra FORCE Technology en række reviews og orienterende tests som fx termo-mekanisk HALT (Highly Accelerated Limit Test). Det gav os et godt fundament for bl.a. at vurdere robustheden af de 3D-printede dele. Derudover fik vi udført vibrations- og EMC-test af produktet”, fortæller Peter Selmer Gade.

Du kan læse mere om samarbejdet her.

Foto: FORCE Technology