Da Dansk Robot Netværk (DIRA) og Teknologisk Institut afholdte ROBOTBRAG 2024 i Odense blev vinderen af DIRA Teknologiprisen kåret. Vinderen af årets pris er Wheel Restore Company ApS med deres innovative Fælglakeringsmaskine.

I konkurrencen om prisen var der tre nominerede teknologier:

  • Sentinus – en autonom undervandsinspektionsrobot fra Blue Atlas Robotics.
  • FASTSEWN – en teknologi til automation af syprocesser fra Mikkelsen Innovation ApS.
  • Fælglakeringsmaskinen – en fuldautomatisk maskine til lakering af fælge fra Wheel Restore Company ApS.

Efter en dag med præsentationer og pitches fra de nominerede, annoncerede juryen Wheel Restore Company ApS som vinder.

Wheel Restore Company’s Fælglakeringsmaskine er en kompakt, brugervenlig løsning, der optager kun 1×1 meter plads og tillader selv små dækcentre at renovere brugte fælge. Maskinen kombinerer kendte teknologier inden for industriel automation og kan forvarme, grunde, male og lakere fælge i én arbejdsgang samt hærde overfladebehandlingen med IR- og UV-lamper.

Teknologianvendelse i bæredygtighedens tegn

Begrundelsen fra juryen for, at det var Wheel Restore Company ApS, der skulle modtage prisen, lyder:

“Wheel Restore Company ApS er nået rigtig langt, og selve processen fra idé til realisering er imponerende. På teknologisiden har de formået at kondensere velkendte teknologier i en kompakt og lukket løsning, der gør en forskel uden at forurene det omgivne i arbejdsprocessen. Det er rigtig godt tænkt og spiller samtidig vældig godt ind i det stigende fokus på genanvendelse, genfremstilling og bæredygtighed generelt”, lyder det fra juryen.

“Fælglakeringsmaskinen giver bare mening gennem hele fødekæden. Fremstilling af aluminiumsprodukter har et rigtig stort CO2-aftryk, og derfor er der bestemt tale om et nobelt og ærligt produkt, der ved at genfremstille ødelagte aluminiumsfælge, som normalt ville være blive smidt ud, har en klar, bæredygtig mission. Og så er der noget smukt i, at man – ved den rigtige sammensætning af allerede eksisterende teknologier – formår at løse en reel udfordring og på samme tid er med til at ændre på en branche, der endnu ikke er så automatiseret”.

Juryen bestod af Lasse Kieffer fra Robot Valley Capital, John Christiansen fra LEGO, Jens Johansen fra EIFO, og Marianne Fajstrup fra Ingeniøren. De roste alle de nominerede teknologier for deres potentiale og innovative løsninger.

DIRA Teknologiprisen har til formål at skabe opmærksomhed om nye teknologiske muligheder og inspirere robot- og automationsbranchen til at udvikle nye, innovative produkter.

Du kan læse mere om prisen og de tre nominerede her

Foto: DIRA

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Fæstningens Materialgård
Frederiksholms Kanal 30, indgang A3, 1. sal
1220 København K

Telefon: +45 24 83 21 72
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.