Teknologisk Institut gør opmærksomme på risikoen for udviklingen af skimmelsvamp i bygninger efter den seneste stormflod. Her giver GTS-instituttet bl.a. gode råd til, hvad du bør være opmærksom på.
Det er vigtigt, at man håndterer oprydning og genopbygning efter oversvømmelse af bygninger korrekt. Ellers er der risiko for udvikling af skimmelsvamp.
Teknologisk Institut advarer bygningsejere efter weekendens stormflod: Hvis vandet er trængt ind i bygninger, er den efterfølgende håndtering af vandskaderne altafgørende for at forhindre, at skimmelsvamp bliver den næste udfordring for de ramte bygningsejere.
“Vi ser desværre rigtig mange tilfælde, hvor bygninger er blevet oversvømmet pga. stormflod, og hvor bygningsejerne ikke har håndteret oprydningsarbejdet tilstrækkeligt til at undgå, at der efterfølgende opstår skimmelsvamp i bygningen. Og hvis man synes, at vandet var besværligt at komme af med, så er skimmelsvampen desværre endnu sværere at få bugt med, hvis den først er flyttet ind”, siger centerchef Thor Hansen, Teknologisk Institut.
Vær opmærksom i tiden efter vandskade
De fleste problemer med skimmelsvamp opstår typisk mellem tre og seks uger efter oversvømmelsen, men Teknologisk Institut råder bygningsejerne til at være opmærksomme på problemet og tage aktion i tide, hvilket bør ske allerede i dagene lige efter oversvømmelsen. Man skal sørge for at danne sig et retvisende overblik over omfanget af opfugtning i konstruktionerne inden der affugtes. Det kan senere være afgørende for, at kunne danne en korrekt afgrænsning af skaden.
Den gode nyhed til de hårdt ramte bygningsejere er, at der er en række ting, som de selv kan gøre for at sikre, at alt vandet er væk fra bygningen.
“Skimmelsvamp kan opstå, når der trænger fugt ind bag beklædningsplader, op bag tapeter, ind mellem gipsplader eller ind under gulvbelægningerne. Her vil affugtning og ventilation kun have en yderst begrænset effekt. Derfor skal man sikre, at bygningen er tørret effektivt. Det betyder bl.a., at man skal fjerne gipsplader, isolering, væv, filt, linoleum osv., der har været i berøring med vand”, forklarer Thor Hansen.
Det er vigtigt at være opmærksom i tiden efter oversvømmelsen, da der kan være trængt vand ind på steder, hvor man ikke med det blotte øje kan se det. Det er de skjulte skader, der for alvor kan blive et problem.
Professionel hjælp kan blive afgørende
Efter en vandskade er det vigtigt at få fjernet eller åbnet alle lagdelte konstruktioner, som kan være opfugtede. Hvis man har mistanke om, at ens ejendom kan være ramt af skimmelsvamp, kan det være en stor fordel at få professionel hjælp tidligt i forløbet.
“En ekspert kan be- eller afkræfte en mistanke om skimmelsvamp – blandt andet ved prøveudtagning og efterfølgende laboratorieundersøgelser. Hvis det viser sig, at bygningen er ramt af skimmelsvamp, skal man hurtigst muligt få bestemt problemets omfang og få renset eller fjernet alle inficerede områder omhyggeligt. Ellers kan boligen i værste fald ende med at blive ubeboelig”, siger Thor Hansen fra Teknologisk Institut.
Læs mere om Teknologisk Instituts anbefalinger på bagkant af weekendens stormflod her
Foto: Teknologisk Institut
Seneste aktuelt
19. marts 2025
Lån en robot og oplev fordelene ved automatisering
15. marts 2025