Hvert år bruger medarbejdere i supermarkeder millioner af timer på at skubbe varer fra lageret ud til hylderne. En mobil robot, udviklet af en Odense-baseret startup-virksomhed, skal gøre den proces lidt smartere og lettere.
”Nogle af mine venner, som arbejdede i et supermarked, skulle flere gange om dagen transportere varer fra lageret ud på hylderne i supermarkedet. Det var både besværligt, hårdt og langsommeligt,” fortæller irske Clionadh Martin, der er CEO og grundlægger af startup-virksomheden Coalescent Mobile Robotics, og fortsætter:
”Det kan gøres meget lettere med en robot, som jo er perfekt til det. Så med mine venners oplevelser og mine egne undersøgelser i tankerne startede jeg Coalescent Mobile Robotics.”
Clionadh Martin er i gang med at fremstille en mobil robot, der skal være med til at automatisere supermarkeder rundt omkring i verden. Med robotten kan varerne komme hurtigere på hylderne, selve processen kan blive strømlinet og supermarkedernes medarbejdere kan få et bedre arbejdsmiljø.
Modtager COVR Award
Lige nøjagtig arbejdsmiljøet og sikkerheden har gjort startup-virksomheden til modtager af en COVR Award.
”Coalescent Mobile Robotics er et godt eksempel på en oplagt COVR Award-modtager. De kan komme til at drage nytte af sikkerhedsvejledningen fra Teknologisk Institut i forhold til deres robot,” fortæller Aske Bach Lassen, der er projektleder på COVR-projektet hos Teknologisk Institut.
Ud af hele 90 europæiske ansøgere til en COVR Award, som alle har hver deres bud på idéer relateret til sikker, kollaborativ robotteknologi, er 18 netop blevet udvalgt. Coalescent Mobile Robotics, som siden april 2020 har været en del af Odense Robotics StartUp Hub hos Teknologisk Institut, er én af dem.
”De danske virksomheder, som er blevet tildelt en COVR Award – heriblandt Coalescent Mobile Robotics – skal nu inviteres ind på Teknologisk Institut, hvor de vil møde nogle eksperter inden for robotsikkerhed. De vil vejlede i, hvordan sikkerheden kan forbedres og valideres for deres respektive applikationer,” fortæller Aske Bach Lassen.
Det gør en stor forskel
Irske Clionadh Martin har arbejdet med mobile robotter i otte år og er ikke i tvivl om, at vejledningen fra Teknologisk Instituts eksperter i forbindelse med COVR Award’en, kommer til at betyde meget for hendes robotteknologiske startup-virksomhed.
”Sikkerhed er en udfordring alle steder, hvis du spørger mig. Men især i supermarkeder, hvor robotterne skal arbejde meget tæt med helt almindelige mennesker – der bliver sikkerhed ekstremt vigtigt,” fortæller Clionadh Martin og fortsætter:
”Vores robot er så ny på markedet, at den skal testes af i mange scenarier. Og det giver COVR og Teknologisk Institut os en perfekt mulighed for.”
Udover Coalescent Mobile Robotics har også fire andre virksomheder fået tildelt en COVR Award. Det drejer sig om FarmDroid, Enabled Robotics, Blue Ocean Robotics og Spin Robotics.
Seneste aktuelt
11. oktober 2024
Nyt stærkt fokus på test og demonstration i grøn omstilling
11. oktober 2024
NIS2: Hvad skal I vide om jeres datasikkerhed?
9. oktober 2024
Kan teknologien afhjælpe personalemangel i kommunerne?
9. oktober 2024