Et nyt projekt, DILAPRO sætter fokus på at transformere fremgangsmåden for planlægning, fremstilling og certificering af komplekse 3D-printede produkter. Projektet har bl.a. til formål at sikre effektivitet og kvalitet af 3D-print-processer og reducere klimaaftrykket.
Det treårige udviklingsprojekt, DILAPRO, ledet af Teknologisk Institut, sker i et samarbejde med 11 danske og europæiske partnere. Softwareprojektet retter særligt opmærksomhed mod fremstilling af avancerede komponenter, der skal produceres og anvendes direkte på stedet, hvor traditionelle metoder for test og certificering ikke er praktisk mulige.
“Med sin kombination af kvalitetskontrol, effektivitet og bæredygtighed bliver DILAPRO et stort skridt fremad for 3D-print, som også gør det muligt at skabe pålidelige produkter hurtigere og med mindre klimaaftryk,” siger Christina Moeslund Zeuthen, projektleder på Teknologisk Institut.
Kvalitet, klimaaftryk og pris
DILAPRO-projektet består af to nøgleelementer, DILAFACT og DILACERT, som sammen skal sikre kvalitetssikring og effektivisering af laserbaseret 3D-print for at muliggøre en hurtigere implementering.
DILAFACT vil fungere ved at skabe en digital tvilling, så man kan overvåge produktionsprocessen i realtid, og på den måde opdage og reagere på eventuelle fejl tidligt i processen for at minimere spild.
“Desuden skal DILAFACT hjælpe med planlægningsprocessen,” forklarer Christina Moeslund Zeuthen og fortsætter: “Softwaren vil tillade brugeren at justere parametre eller ændre fremstillingsmetode og på det grundlag forudsige, hvordan ændringerne vil påvirke det færdige produkt. Det vil også hjælpe med at bestemme den ideelle balance mellem kvalitet, klimaaftryk og pris.”
Effektiviserer vejen til markedet
DILACERT-softwaren kan certificere det printede produkt – mens det fremstilles. Det betyder, at man i realiteten vil reducere tiden, før produktet kan komme i brug eller på markedet med uger eller måneder. Man vil kunne certificere on location, hvilket er særligt nyttigt, hvis man har akut behov for en pålidelig løsning og langt til en ekstern certificering. Det kunne f.eks. være en beskadiget maskinpart på en boreplatform eller på en militær operation.
Projektet DILAPRO, som er en forkortelse for ‘Digital Laser Production’, er støttet af Horizon Europe og løber fra den 1. januar 2024 og tre år frem.
Partnerne i projektet omfatter Teknologisk Institut, DTU, Welltec, Dublin City University, CRM Group, EWF, Fieldmade AS, Prima Additive, PEPITe, AM Entreprenur og IMDEA Materials Institute.
Foto: Teknologisk Institut
Seneste aktuelt
4. december 2024